Göteborg International Film Festival har netop offentliggjort deres program for 2014 og i år deltager Søren Balles "Klumpfisken" i konkurrencen om en Dragon Award for bedste nordiske film. Med prisen følger 1 million svenske kroner.
"Klumpfisken", der får verdenspremiere på festivalen, handler om fiskeren Kesse, som i et desperat forsøg på at holde hovedet oven vande siger ja til at få den kvindelige havbiolog og "tjøwenhavner" Gerd med ombord, og dermed få flere kvoter at fiske for. Trods deres forskelligheder forelsker de sig i hinanden. Men kærligheden betaler ingen regninger, så Kesse ser sig tvunget ud i at fiske sort, og det bringer både hans eksistens som fisker og den nyvundne kærlighed i fare.
"Klumpfisken" er Søren Balles første spillefilm og bygger på teaterstykket af samme navn. Henrik Birch spiller rollen som fiskeren Kesse, mens Susanne Storm kan ses i rollen som havbiologen Gerd. Filmen er produceret med støtte fra New Danish Screen.
Tre danske dokumentarfilm i konkurrence
Yderligere tre danske film er i konkurrence på festivalen. Berit Madsens "Sepideh", Anna Eborns "Pine Ridge" og Karen Stokkendal Poulsens "Forhandleren" konkurrerer om en Dragon Award for bedste nordiske dokumentarfilm. Det er andet år, at festivalen uddeler priser i denne kategori.
I serien Nordic Light vises syv danske film: Mikkel Nørgaards "Kvinden i buret", Nils Malmros' "Sorg og glæde", Daniel Joseph Borgmans "The Weight of Elephants", Anne-Grethe Bjarup Riis' "Tarok", Annette K. Olesens "Skytten", Andreas Johnsens "Ai Weiwei The Fake Case" og "Jeg hader ADHD" af Erlend E. Mo.
Desuden vises Gudmundur A. Gudmundssons "Hvalfjord", Dorte Bengtsons "Skyggedyret" samt to afgangsfilm fra Den Danske Filmskole: Julie Bezzera Madsens "Dreng" og Carl Marotts "Oasen" i serien Nordiske Kortfilmsfavoritter 1 & 2.
Filmfestivalen i Göteborg, der er Skandinaviens største filmfestival, afholdes fra den 24. januar til den 3. februar.
Læs mere på festivalens hjemmeside