Mathias Broe – ung instruktør med noget på hjerte

INTERVIEW. Kortfilmen "Ung mands dans" er skrevet og instrueret af 22-årige Mathias Broe. FILMupdate har talt med den unge instruktør, der er aktuel på SneakBar den 17. oktober.

"Jeg er instruktør – det har jeg først lige lært at fortælle om mig selv." fortæller Mathias Broe. Han er også kun 22 år gammel, og har vundet priser ved Oregon filmkonkurrence for talenter under 20 – to år i træk. Senest brancheprisen for bedste film i 2012. En pris, der har muliggjort instruktørens aktuelle filmprojekt, kortfilmen "Ung mands dans". Broe er selv en ung mand med mange jern i ilden, og filmen er hans fjerde filmprojekt på kun tre år.

"Ung mands dans" handler om Mattis, der føler sig overset af sin far og derfor søger opmærksomhed hos sin mandlige danselærer. Filmen slår ned på en skelsættende aften, hvor det ikke går, som det plejer. Mattis fremprovokerer en magtkamp, og da danselæreren desperat forsøger at sætte grænser, mister de begge kontrollen.

Fakta

Filmen bliver vist til den kommende SneakBar.  Et event der viser de nyeste film støttet af Filmværkstedet.

Det foregår i Cinemateket den 17. oktober klokken 18 og 20.

Her kan du møde instruktørerne og deres film.

Broe er optaget af menneskets behov for at blive set og bekræftet. Han beskriver det som en følelse, de fleste mennesker er afhængige af.

 "Da ideen til fortællingen opstod, havde jeg tænkt meget over, hvorfor jeg som ung mand særligt havde brug for at blive bekræftet af en maskulin energi. Jeg ønskede at fortælle, hvordan en afvisning kunne generere en endnu stærkere higen efter opmærksomhed", fortæller instruktøren.

Broe har noget på hjerte, og han håber, at filmen vil kunne sætte perspektiv på, hvorfor en higen efter opmærksomhed kan være så stærk for mennesket, og hvorfor man så let kan miste selvkontrollen, hvis man ikke får den bekræftelse, man søger.

Arbejdet med kortfilmsformatet

For instruktøren har arbejdet med filmen været både frustrerende, sjovt, akavet, rørende og udfordrende – følelser der var overraskende at gennemgå i arbejdet med en 12 minutters kortfilm. Men arbejdet med filmen var også en utrolig lærerig proces for den unge instruktør.

Kortfilmsformatet handler for Broe om at give et indblik i menneskets liv på godt og ondt. "Hvis en kortfilm har ramt mig, kan jeg sidde tilbage med en meget stærk og specifik følelse, som jeg ikke oplever på samme måde ved at se spillefilm. Kortfilmen lader mig virkelig reflektere og afsøge nye sider af mit følelsesregister."

 Trin-og-Mathias-(2)
Mathias Broe med produceren Trin H. Thomsen.

Fra start af gik Broe ind i det med en stor lyst efter at fortælle en historie, der gav mening, og som var grænsesøgende. Men det gav ham også nogle bekymringer i arbejdet med netop fortællingen, og i starten var han bange for ikke at kunne levere en god fortælling. Filmen var også sårbar for ham at lave, men heldigvis fik han opbakning til filmen fra holdet, som hele vejen igennem mødte hans projekt med stor respekt og dedikation. Noget der, i Broes øjne, gjorde alt arbejde med filmen det hele værd. 

Selv er Broe forhåbningsfuld omkring sin fremtid som instruktør. Han har planer om at ville bevæge publikum med sine film, men samtidig også lære sig selv bedre at kende igennem de film, han laver. Men som han siger, skal han også lige vænne sig til at kunne kalde sig selv filminstruktør. "Jeg håber, at kunne give publikum nogle gode film og fortælle om, hvor fucking fantastisk og mærkeligt det er at være et menneske", fortæller instruktøren til sidst.

Du kan møde Broe og se hans kortfilmen "Ung mands dans" i selskab med to andre unge talentfulde instruktører ved den kommende SneakBar den 17. oktober. Læs hele SneakBar programmet.

"Ung mands dans" er støttet af Filmværkstedet.

Tags: