Spiludviklerne Press Play er yderst tilfredse med, at deres "Max and the Magic Marker" nu er tilgængelig på både iPhone og iPad.
"Vi er begejstret for den nyeste version af spillet, som er klart den bedste vi har lavet", fortæller Rune Malmskov Dittmer fra Press Play. "Spillet har nye features, som gør det perfekt til at spille på farten".
Med den nye version håber udviklerne at fortsætte den succes, som spillet har oplevet siden lanceringen i begyndelsen af 2010.
Spillet om den tegneglade Max er blevet kåret til Nordens bedste børnespil ved Nordic Game Conference og Årets Danske Talent ved Danish Game Awards i 2010, og modtog den såkaldte D2D Vision Award ved den prestigefyldte Independent Games Awards i San Francisco samme år.
Den nye version af spillet kan købes på Apple App Store, koster 12 kr., og har i skrivende stund en gennemsnitlig rating på 5/5 baseret på 17 brugeres vurdering.
Foruden versionerne til IPhone og IPad, kan spillet fås til Wii, Windows Phone, PC og Mac. Disse versioner kan købes på spillets hjemmeside www.maxandthemagicmarker.com, hvor man også kan prøve en gratis version.
"Max and the Magic Marker" har modtaget produktionsstøtte fra talentstøtteordningen New Danish Screen. Spillet har desuden modtaget udviklingsstøtte gennem EU's MEDIA program.