I starten af det nye år forventes en ny Medieaftale at falde på plads. Og i takt med at forhandlingen om et politisk udspil rykker nærmere, intensiveres debatten mellem branchens aktører om, hvor der er behov for politisk regulering og hvorfor.
Fra Det Danske Filminstituts side har det igennem lang tid stået klart, hvordan en ny medieaftale konkret vil kunne afhjælpe nogle af de udfordringer, som dansk film står over for i en ny international medievirkelighed. En virkelighed, der har sat massivt præg på både indtægtsstrømme og fortolkningen af kulturel forpligtelse.
Men hvad er det i bund og grund, Filminstituttet argumenterer for op til et medieforlig? Går det egentlig ikke meget godt for dansk film, og hvad er overhovedet problemet? Det har vi spurgt instituttets administrerende direktør, Claus Ladegaard, om.
Så, Claus. Hvad er status? Går det ikke meget godt for dansk film?
Jo, lad os starte med at få det på plads. Det går forrygende for dansk film! Vi har talenterne, vi har produktionsevnerne, vi har et publikum, der efterspørger film og serier fra alle hylder, vi har stadig international succes.
Men hvad er så problemet?
Problemet er, at vi risikerer at sætte alt det over styr i løbet af ganske få år, hvis vi ikke gør noget nu. Økonomien i dansk film er udfordret. Ikke som et likviditetsproblem her og nu, men som en alvorlig potentiel trussel mod vores mulighed for at opretholde en stærk og mangfoldig filmproduktion i fremtiden. Helt konkret handler det om, at der med streamingmarkedets indtog er forsvundet rigtig mange penge ud af dansk film. Før var der betydelige indtægter fra fysisk salg og leje, der stimulerede udviklingen af dansk film. De er der ikke i dag, og faldet opvejes ikke tilnærmelsesvist af indtægter fra digital brug.
Hvad taler vi om i kroner og øre?
Hvis vi ser på indtægten fra fysisk salg og leje fra 2004 til i dag, kan vi konstatere, at der er sket et fald i indtægten pr. film fra gennemsnitligt ca. 6 millioner kroner i 2004 til godt 1 million pr. film i dag. Og samtidig er det sådan, at mens indtægterne fra salg og leje er raslet ned, så har indtægterne fra biografsalget ligget stabilt, så heller ikke dér er der indtægter, der kan kompensere. Så det er en ny filmvirkelighed, vi er en del af nu, og det må vi tage højde for. Problemet er jo, at de faldende indtægter går ud over antallet af film. Ser vi på udviklingen over en periode fra 2004, er vi gået fra omkring 30 film om året til omkring 20, når man ser på de film, som markedet finansierer sammen med os.
Hvad er konsekvenserne af et faldende antal film?
Bag de aktuelle tal gemmer der sig en virkelig problematisk udvikling, nemlig at finansieringen til især de kunstnerisk fornyende film er faldet. Hvor den samlede finansieringsvolumen til disse for 15 år siden gennemsnitligt var på 360 millioner om året, så er vi i dag nede på 216 millioner. Det er et reelt problem for dansk film.
Ser vi historisk på det, så er baggrunden for at oprette et filmstøttesystem herhjemme helt grundlæggende baseret på det faktum, at der ikke er kommerciel ræson i at støtte arthouse-film. I de første mange år havde man et konsulentsystem, der udelukkende støttede netop de kunstneriske film. Efterhånden er de kommercielle film taget med under det, som i dag hedder Markedsordningen. Og det fungerer sådan set meget godt, men det, der oprindelig var tænkt som et støttesystem for de kunstneriske film, er nu blevet et system, der virker godt for de populærkulturelle film, men som måske ikke længere i tilstrækkelig grad fungerer for de kunstneriske film.
Så problemet handler ikke kun om, at der udkommer x antal færre udfordrende og eksperimenterende film om året. Det handler om, at vi kommer til at forsømme noget, som er helt centralt i vores støttesystem, nemlig at vi skal gøde jorden for fremtidig filmproduktion.
Hvordan gør man det?
En af måderne er, at vi hele tiden sørger for at stimulere til udvikling af nye fortællinger og nyt filmsprog og andre tilgange til dét at lave film. Støtte film, der prøver noget nyt, og hvor instruktørerne finder deres sprog.
Går man tilbage og ser på nogle af de helt store instruktører som Lone Scherfig, Niels Arden Oplev og Christoffer Boe – altså nogle af de instruktører, der i dag er rigtig stærke repræsentanter for dansk film – jamen så lavede de film, der i meget høj grad var eksperimenterende og prøvede noget af, og hvor de fandt deres eget sprog. Vi kan sagtens lave komedier, krimier og film om krigen, men på et eller andet tidspunkt vil den fornyende kraft, der skal ligge under det hele, tørre ud.
Når vi taler om en kritisk masse, handler det også om, at vi har en forpligtelse til at sikre udbredelsen af dansk film. Forstået sådan, at der skal være film til alle aldre, børn, unge, gamle, og alle målgrupper. Det kræver at vist antal film, og det er simpelthen svært at sikre den mangfoldighed med 20 film eller derunder.
Endelig skal vi sikre en stærk spillefilmproducerende branche. Vi er nødt til at sørge for, at der er et vist antal selskaber, der kan have filmproduktion som centralt forretningsområde, og også her er 20 film om året for lidt.
Så hvis vi i øvrigt – også fra politisk hold – er enige om, at det fortsat er ambitionen at fastholde Danmarks stærke position internationalt og at lave film og serier, der taler til hele Danmark, skal der kigges på finansieringsstrukturen på længere sigt. Og i tide. Det er derfor, vi peger på det nu.
Filminstituttet er fortalere for et omsætningsbestemt bidrag fra de store streamingtjenester? Hvorfor er det løsningen?
Den finansieringsudfordring, vi står med, er skabt som følge af helt nye forretningsmodeller. På trods af lav brugerbetaling genereres der meget store indtægter, men hvor kun en forsvindende del ryger tilbage til filmmiljøet og dermed til skabelsen af ny film.
Hvis den udfordring i dansk spillefilmøkonomi, der er opstået, skal løses, er det kun rimeligt, at streamingtjenesterne bidrager. Og det gøres efter vores opfattelse enklest med et omsætningsbestemt bidrag, som forvaltes igennem det eksisterende støttesystem. På den måde kan man være sikker på, at midlerne går til indhold, der lever op til de ambitioner, der er sat for dansk films kulturelle betydning.
Er der ikke andre finansieringsmuligheder?
En af de måder, vi har holdt humlebien flyvende på de seneste år, er at branchen har været drøngode til at skaffe international finansiering. Vi ligger på 20-25 % på udenlandsk finansiering. Men det har nogle omkostninger. For eksempel at en del af produktionen skal finde sted i udlandet, hvilket medfører en enorm rejseaktivitet. Det er ikke godt for udviklingen af den danske branche, og det er bestemt ikke godt for klimaet.
Er der kapacitet nok i den danske filmbranche?
Ja! De kreative er der, talentet er der, og projekterne er der. Det er værd at bemærke, at vi i en tid med så meget fokus på serier faktisk får utrolig mange kvalificerede ansøgninger, og faktisk flere end vi har gjort tidligere. Der er en udfordring på produktionskapaciteten i øjeblikket – og det skal vi nok få løst, men på spørgsmålet om, hvorvidt vi har, hvad der skal til for at lave 30 spillefilm herhjemme, som har kvalitet, og som publikum gerne vil se? Ja, det er jeg helt overbevist om.
Så, Filminstituttets ambition på dansk films vegne?
Vores ambition rækker ud over at lukke hullet. Vi skal udvide antallet af danske film. Lad os nå op på det niveau, hvor vi kan lave det, der både er talent, produktionsevner og publikum til.
Når vi er dér, hvor vi er i stand til at sikre finansiering af 25-30 spillefilm om året, hvor vi kan fastholde det niveau for dokumentarfilm vi har i øjeblikket på 30-35 om året, hvor vi kan være lidt mere ambitiøse i forhold til tv-serier for børn og unge, og hvor vi kan lave de helt store kulturelle markører på tv-fronten – når vi når dertil, ja, så er dansk film, hvor dansk film skal være!