Komponisten Angelo Badalamenti, der stod for den markante musik til David Lynchs "Twin Peaks", "Blue Velvet" og "Mulholland Drive", har komponeret til Daniel Denciks første spillefilm, "Guldkysten".
Det var et personligt bekendtskab med Mary Sweeney, der er David Lynchs tidligere kone, og deres søn, som gav Daniel Dencik mulighed for at komme i kontakt med Badalamenti, " fortæller Dencik, der har oplevet samarbejdet med komponisten som en drøm, der er gået i opfyldelse. "Jeg blev inviteret til hans hus i New Jersey. Med kun en dato og en adresse tog jeg af sted, og så gik vi i gang med at lave musik.
"Guldkysten", der omhandler et af de mørkeste kapitler i Danmarkshistorien, blev optaget i Ghana sidste sommer med Jakob Oftebro, Danica Curcic, Anders Heinrichsen, Adam Ild og Morten Holst på rollelisten.
Filmen foregår i 1836, hvor den unge botaniker Wulff bliver sendt et år til Afrika af den danske konge for at tilse arbejdet med en kaffeplantage. Slavehandlen er for længst ophørt ved de danske handelsforter på "Guldkysten", men der går ikke længe, før Wulff bliver vidne til lyssky, illegale handler med hundredevis af slaver, der sejles bort i ly af natten.
"Guldkysten" er produceret af Michael Haslund for Haslund/Dencik Entertainment med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR. Der er dansk biografpremiere den 2. juli.