MIX Copenhagen er den ældste LesbianGayBiTransQueer-festival (LGBTQ-festival) i verden og har siden 1986 kæmpet for at fylde de danske biografer med film om sex, identitet og køn. Den 27. oktober åbner festivalen for 32. gang med et væld af film, som skal inspirere til debat og mangfoldighed. Festivalen sparkes i gang med visningen af filmen "En fantastisk kvinde" og er arrangeret af passionerede filmelskere. Festivalens to lederne fortæller om MIX Copenhagens relevans i 2017, og hvad de ser frem til på årets festival.
MIX-festivalen har eksisteret siden 1986. Hvorfor er den stadig relevant i 2017?
Camilla Markvardsen: Selvom der er kommet mere LGBTQ-repræsentation på andre festivaler og i film generelt, så synes jeg, MIX Copenhagen kan noget helt unikt i forhold til at skabe bedre repræsentation. Vi skaber et rum for personer i LGBTQ-miljøet, hvor de kan udforske de temaer, vores film byder på, bedre og sikrere, end de kan på andre festivaler. En stor del af vores film i år er lavet fra folk fra LGBTQ-miljøet: Altså filmene er fortalt og produceret af folk, der har erfaringer og oplevelser med det, filmene handler om. Vi er en festival, der sætter stor pris på, at vi er af miljøet og for miljøet.
Maddie Shapland: Ja, og selvom der er repræsentation af LGBTQ-personer og miljøet i medierne, så er det stadig ikke nok.
Er festivalen åben for publikum, som ikke er en del LGBTQ-fællesskabet?
Camilla Markvardsen: Ja, selvfølgelig. Seksualitet og identitet er jo meget universelle emner, og selvom man ikke er LGBTQ-person, kan historier om f.eks. kærligheden og det at vokse op sagtens berøre én. Så selvfølgelig kan man deltage og se filmene og få en masse ud af det, selvom man ikke umiddelbart er i kontakt med miljøet.
I har tilføjet Queer til jeres navn, så I nu hedder MIX LesbianGayBITransQueer Film Festival. Hvorfor har I valgt at gøre det?
Maddie Shapland: Fordi en stor del af vores publikum identificerer sig som Queer, og det er en måde at være mere inklusiv på. Der er mange film med Queer-historier, så det har været vigtig i forhold til vores repræsentation.
Camilla Markvardsen: Det er også vigtigt for vores egen identitet. Tiden er ligesom til det. Både for festivalen og for samfundet og vores publikum. Queer-betegnelsen er jo et skridt hen af vejen til at nedbryde nogle af de bokse, som omgiver os. Queer kan favne en bredere boks og hjælper til at nedbryde nogle stereotyper.
Hvad ser I selv frem til at opleve på festivalen?
Maddie Shapland: Jeg glæder mig til "Rift". Det er en en psykologisk thriller fra Island.
Camilla Markvardsen: Jeg glæder mig helt vildt meget til "Call Me By Your Name", som jo er en af de største titler i år. At vi har fået den, synes jeg virkelig er fedt. Jeg glæder mig også til "Those Who Make Revolution Halfway Only Dig Their Own Grave" - en tre timers lang film, der havde premiere på Berlinalen – sådan en punk/queer film, der handler om polyamorøsitet. Vi har også, måske for første gang nogensinde, en animationsfilm, der hedder "Torrey Pines!, som vi også viser skolefilmvisninger af. Den kan virkelig mange ting og er meget eksperimenterende. Det, synes jeg, personligt er fedt.
Er der nogle særlige film eller events, I vil anbefale publikum og nytilkomne af opleve?
Camilla Markvardsen: Jeg synes, "Rara" er en rigtig fin film. Den handler om familieforhold, børn og skilsmisse, så den berører en masse universelle problematikker. "After Louie" måske også. Den handler om en, der har mistet en elsker til aids, og det generationsskifte, der har været inden for LGBTQ-miljøet. Vores afslutningsfest er også et must. Det bliver det fedeste. Tami-T kommer og performer. Vi har også Sophie Labelle, som er tegneserieaktivist. Hun kommer og holder en talk, og det bliver vildt spændende. For hun har mødt utrolig mange udfordringer fra meget transfobiske grupper.
Maddie Shapland: Debatterne er også interessante for folk, til at komme og lære lidt mere end bare film.
Festivalen løber fra den 27. oktober - 5. november, hvor blandt andet Cinemateket, Empire Biograf og Gloria Biografen ligger rum til filmvisninger og debatter.
MIX Copenhagen er støttet af Det Danske Filminstitut.
Festivalens program er tilgængeligt på MIX Copenhagens hjemmeside.