Mød Monsieur Lazhar

IMPORTSTØTTE. Philippe Falardeaus "Monsieur Lazhar" var nomineret til en Oscar i 2012 i kategorien bedste udenlandske film og scorer 97 procent på Rotten Tomatoes. Torsdag den 11. oktober får filmen dansk premiere.

I det canadiske drama 'Monsieur Lazhar' møder vi den midaldrende Bachir Lazhar (Mohammed Fellag), der på grund af uroligheder i sit hjemland, Algeriet, får politisk asyl i Quebec.

Da et vikariat dukker op på en lokal folkeskole, ser han sit snit til at bruge sine mange års erfaring som skolelærer. Bachir kan dog se frem til en ekstra udfordring, idet stillingen kun blev ledig, fordi den tidligere lærer hængte sig i klasseværelset.

Importstøtte

Filminstituttet giver støtte til import og lancering af kunstnerisk værdifulde film, som trods åbenlyse og anerkendte kunstneriske kvaliteter, sandsynligvis ikke ville blive vist i danske biografer under normale markedsmæssige vilkår. Der gives importstøtte til ca. 15 film om året.

Læs mere om importstøtte.

Til at begynde med er der kold luft mellem de rystede elever og deres fremmedartede lærer, som er uvant med de lokale skikke. Men med tiden vinder Lazhar børnenes tiltro og får samtidig bearbejdet sin egen skjulte sorg.

Foruden Oscar nomineringen har "Monsieur Lazhar" vundet priser og hæder på festivaler verden over. Blandt andet ved Jutra Film Awards i Quebec, hvor filmen vandt priser i syv ud af de ni kategorier, den var nomineret i. Ved Toronto Film Festival i 2011 vandt filmen prisen for bedste canadiske spillefilm, og på Rotterdam Film Festival modtog den publikumsprisen sammen med en pengepræmie på 10.000 euro. Samme pris, Publikumsprisen, modtog filmen, da den blev vist på CPH PIX tidligere i år.

Ifølge det amerikanske filmsite Rotten Tomatoes, der sammenholder alle engelsksprogede anmeldelser, er 104 ud af 107 anmeldere positive. Det giver filmen en flot samlet score på 97 procent.

"'Monsieur Lazhar' er en af årets væsentligste arthouse-film. Den har den smalle arthouse-films kompromisløse kvalitet, samtidig med at den med sin baggrund som Canadas Oscar-kandidat og vinder af Politikens publikumspris på CPH PIX-festivalen, også rummer et væsentligt publikumspotentiale," siger redaktør Flemming Kaspersen fra Det Danske Filminstitut.

"Monsieur Lazhar" får premiere den 11. oktober i arthouse-biografer i hele landet. Filmen er importeret af Øst for Paradis og har modtaget 120.000 kr. i importstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Se oversigt over biografer og bestil billetter på www.kino.dk

Se trailer:

monsieur-lazhar-plakat-web