Tre nye film fra talentordningen New Danish Screen har netop haft premiere på CPH PIX. De tre film vises den 24. april kl. 20.00-01.00 på DR K i en New Danish Screen-marathon sammen med nogle af de bedste film fra New Danish Screens tidligere år. Fem af aftenens film har tv-premiere.
20.00: Hvor lyset kommer ind (tv-premiere)
Elisas mand Stefan er blevet lam og hjerneskadet efter en trafikulykke. Hun passer ham hjemme og henter opbakning i en pårørendegruppe, hvor hun især får støtte fra Lukas, som selv passer sin hjerneskadede kone. Lukas gør, hvad han kan, for at hjælpe Elisa. Men det er svært for hende. Hendes svigerforældre mener ikke, at hun kan klare situationen, og de vil have deres søn indlagt på et plejehjem.
I filmen medvirker Signe Egholm Olsen, Mads Riisom, Lars Simonsen, Jens Jørn Spottag m.fl.
"Hvor lyset kommer ind" er instrueret af Kræsten Kusk og produceret af Jesper Morthorst for SF Film med støtte fra New Danish Screen.
20.55: 2 piger 1 kage (tv-premiere)
"2 piger 1 kage" er en film om to pigers gensyn, efter den ene af dem har været ude for en traumatisk nærdøds-oplevelse. Det er et kammerspil, der rammer ned i de centrale 10 minutter af den 24-årige Julies liv, hvor hun forsøger at samle stumperne op og komme videre, efter hun er blevet svigtet af sin veninde.
I filmen medvirker Sara Hjort Ditlevsen og Amalie Lindegård.
"2 piger 1 kage" er instrueret af Jens Dahl og produceret af Kamilla Hancke Rosado for Blenkov & Schønnemann Pictures med støtte fra New Danish Screen.
21.05: Afterparty (tv-premiere)
En ung pige ankommer til en park. Hun synes at være på vej til fest, men noget forfølger hende. Da hun ankommer, er stedet øde og forladt. Noget forfærdeligt er hændt her, men pigen er fast besluttet på at konfrontere fortiden.
I filmen medvirker Mette Christoffersen, Julie Christiansen og Adam Brix.
"Afterparty" er instrueret af David Adam og produceret af Caroline Schlüter Bingestam for Alphaville Pictures med støtte fra New Danish Screen.
21.20: En dans på roser (tv-premiere)
34-årige Hans bor og arbejder på sine forældres rosengartneri og kan som enearving se frem til at leve resten af sit liv i et drivhus. På vej til en rosenkonkurrence kommer familien ud for en trafikulykke. Faren dør, og Hans indlægges. Her møder han sygeplejersken Randi, der får ham til at se livets muligheder i et nyt lys. Hans blomstrer op, men gartneriet er ved at gå i opløsning, og moren kæmper for at få ham tilbage i folden.
I filmen medvirker Jakob Cedergren, Louise Mieritz, Helle Hertz og Paul Hüttel.
"En dans på roser" er instrueret af Kari Vidø og produceret af Christian Rank for Tju-Bang Film med støtte fra New Danish Screen.
21.50: The Secret Society of Fine Arts (tv-premiere)
"The Secret Society of Fine Arts" er en historie om ekstrem kunst og farlig kærlighed. En visuel oplevelse i filmlængde og en helt ny måde at fortælle en historie på. En stødtand fra en Mammut og et hvalskelet bliver fundet i en grotesk blanding af mursten og ødelæggelse. Et zoologisk museum er sprunget i luften. Billeder af den halverede bygning med spredte dele af udstoppede dyr bliver vist verden over, sammen med en meddelelse fra en gruppe af undergrundskunstnere, som påtager sig ansvaret: "Dette er ikke underholdning. Det er ikke en politisk erklæring. Det er ikke engang en nyhed. Dette er kunst!"
"The Secret Society of Fine Arts" er instrueret af Anders Rønnow Klarlund og produceret af Louise Vesth, Ida Marie Harder Jeppesen, Katja Adomeit og Senia Dremstrup for Zentropa med støtte fra New Danish Screen.
23.05: Tro, håb og sex
Den unge katolik Claudia har et helt specielt forhold til Jomfru Maria. Med Maria deler hun åbenhjertigt sine fantasier om den noget ældre, lækre overbo, kokken Jens, som hun har et megacrush på, og som hun også arbejder for fra tid til anden. Sexfikseret og fyldt til bristepunktet af teenage-hormoner tænker Claudia kun på at miste sin mødom – og allerhelst til kokke-Jens. Men hvordan skal hun gribe det an, og hvordan får hun hans kæreste ud af billedet?
"Tro, håb og Sex" er instrueret af Emma Balcázar og produceret af Thomas Heinesen for Nordisk Film med støtte fra New Danish Screen.
23.40: Grisen
Den 78-årige Asbjørn Hall bliver indlagt på hospitalet for at få foretaget en mindre operation i endetarmen. Lægen får dog mistanke om, at Asbjørn har kræft, og Asbjørn må blive på hospitalet. Asbjørn er bange og føler sig ensom, men får øje på et spøjst maleri på væggen, der forestiller en fornøjet gris i fuld firspring. Den smilende gris bliver hans ven og skytsengel. Da Asbjørn vågner efter operationen, er billedet af grisen væk, og en pakistansk patient ved navn Aslam er blevet placeret ved siden af ham på stuen.
Filmen blev nomineret til en Oscar i kategorien "Best Short Film – Live Action" i 2009. I filmen medvirker Henning Moritzen, Trine Pallesen og Jesper Asholt.
"Grisen" er instrueret af Dorte Warnøe Høgh og produceret af Johanne Stryhn Hørby for M&M Productions med støtte fra New Danish Screen.
00.05: Brainy
Brian på 10 er en fantasifuld dreng, der har opbygget en magisk verden for at komme over sin bedstefars død. I Brians verden er hans bedstefar stadig i live og bor ude i rummet. Brians mission er at samle døde dyr og sende dem op til stjernerne, hvor de kan leve igen. Men en dag møder han Denice, en ældre nabopige på 14 år, der ændrer hans verden. Denice lærer ham, at ligegyldig hvor meget man ønsker det, så er der ting i verden, som er umulige.
Instruktøren Daniel Joseph Borgman har premiere på sin første spillefilm "The Weight of Elephants" den 6. juni.
"Brainy" er instrueret af Daniel Joseph Borgman og produceret af Katja Adomeit for Zentropa med støtte fra New Danish Screen.
00.30: Tabu
En familie står på randen af opløsning. Forældrenes forhold er kørt skævt gennem mange år, og deres to piger lider under de bitre magtkampe. Der skal et mirakel til for at redde ægteskabet. Dette indtræffer, da en voldsom hændelse i pigernes liv gør, at forældrene må stå sammen og være der for børnene. Parrets kærlighed blomstrer på ny, men hvad med pigerne?
"Tabu" er instrueret af Bo Mikkelsen og produceret af Lene Børglum for Space Rocket Nation med støtte fra New Danish Screen.
01.00: Får
Et psykologisk kammerspil om Mogens og hans kone Bitten, som har besøg i sommerhuset af deres elskede datter og hendes nyfødte barn. Den lille familie har brug for en stille dag sammen, men da et vennepar kommer en dag for tidligt til Sankt Hans-middag, sætter det gang i en kædereaktion. I midsommernatten afdækkes hemmeligheder, og skeletterne vælter ud af skabet.
I filmen medvirker Vibeke Hastrup, Susanne Heinrich og Søren Sætter-Lassen.
"Får" er instrueret af Frederikke Aspöck og produceret af Jesper Morthorst for Nimbus Film med støtte fra New Danish Screen.