"Night Will Fall", der har den danske titel "KZ-lejrenes befrielse - Hitchcocks glemte film", er en færdiggørelse af et filmprojekt, der begyndte for mere end 70 år siden. Da fangelejrene blev befriet, dokumenterede troppernes kameramænd de rædsler de ankom til. Disse optagelser skulle laves til en film, der beviste nazisternes systematiske forbrydelser.
Blandt dem, der arbejdede på filmen, var produceren Sydney Bernstein og Alfred Hitchcock, men projektet blev stoppet i de efterfølgende politiske udviklinger og sidenhen glemt.
Nu er filmen blevet færdiggjort og har vundet en Emmy-pris for bedste historiske program.
Emmy Awards
"Night Will Fall" vandt prisen for bedste historiske program ved News and Documentary Emmy Awards.
Det amerikanske National Academy of Television Arts and Sciences afholder en en række Emmy-overrækkelser med fokus på forskellige dele af tv-industrien, såsom nyheder, daytime televison, sport og teknologi.
Dertil uddeles også de mere velkendte Primetime Emmy Awards, hvor Susanne Bier vandt prisen for bedste instruktør for tv-serien "Natportieren".
"Night Will Fall" er koproduceret af Signe Byrge Sørensen med støtte fra filmkonsulent Helle Hansen hos Det Danske Filminstitut samt DR K.