Bastarden handler om den fattige soldat Ludvig Kahlen (Mads Mikkelsen), der i 1755 ankommer til den golde jyske hede med et mål om at opdyrke jorden og opnå rigdom og ære. Her støder han dog hurtigt på modstand fra den nådesløse godsejer Frederik De Schinkel (Simon Bennebjerg), der mener, at heden tilhører ham.
I interviewet, der kan ses ovenfor, fortæller Nikolaj Arcel om sin kærlighed til det 18. århundrede, der også var historisk afsæt for hans forrige danske film, 'En kongelig affære', og hvordan perioden i 'Bastarden' danner rammen om en moderne menneskelig tilstand for hovedpersonen:
"Kahlen har så mange ambitioner og detaljerede planer om, hvordan hans liv skal forme sig, at det er svært for ham at forstå, når tingene ikke går, som han vil have. Og det tror jeg, vi alle kan genkende. […] Modstanderen i filmen, De Schinkel, bliver derimod ved med at sige: 'Du kan ikke kontrollere en skid; livet er kaos', og i det her tilfælde havde vi det ret sjovt over, at skurken faktisk har ret."
Arcel fortæller også om sin inspiration fra film som 'There Will Be Blood' og 'Lawrence of Arabia', om hvordan rollen som Ludvig Kahlen er skrevet specifikt med Mads Mikkelsen i tankerne, og om sit manuskriptsamarbejde med Anders Thomas Jensen, hvilket han desuden afslører kan ende i en tredje film, der ville fuldende trilogien af historiske dramaer.
'Bastarden' får verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Venedig Film Festival, der løber fra 30. august til 9. september og er derefter også udtaget til prominente festivaler som Telluride, Toronto og San Sebastian.
Instruktør Nikolaj Arcel har skrevet manuskriptet sammen med Anders Thomas Jensen, og Louise Vesth har produceret for Zentropa med støtte fra Filminstituttet.
'Bastarden' får dansk biografpremiere den 5. oktober 2023.