CPH:DOX kan til årets NORDIC:DOX-konkurrence præsentere otte verdenspremierer, syv internationale premierer og en europæisk premiere.
De 16 film fra de fem forskellige nordiske lande repræsenterer et bredt udsnit af de bedste nordiske dokumentarfilm lige nu. Med både humor og alvor, nordisk natur og melankoli afspejler de mangfoldigheden og ambitionsniveauet blandt nutidens nordiske filmskabere.
De danske film, man kan se frem til i programmet, er Anders Riis-Hansens "Cirkusdynastiet", Peter Anthonys "The Man Who Saved the World", Lea Glob og Petra Costas "Olmo & the Seagull" og Lasse Barkfors & Frida Barkfors' "Pervert Park".
Program
"Cirkusdynastiet" af Anders Riis-Hansen (Danmark)
Årets åbningsfilm i NORDIC:DOX. Kom indenfor hos Nordens største cirkus, hvor cirkusverdenens to unge førsteartister satser alt for hinanden. Et ægte kærlighedsdrama, garneret med masser af glimmer og glamour!
"The Man Who Saved the World" af Peter Anthony (Danmark)
Episk og hårrejsende koldkrigsthriller om russeren, der besluttede sig til ikke at starte tredje verdenskrig - og hans kamp for at få sit liv tilbage på sporet.
"Olmo & the Seagull" af Lea Glob og Petra Costa (Danmark)
En iscenesættelse af livet opleves gennem og af Olivia, en hårdt arbejdende skuespillerinde, der bliver gravid. Filmen giver udtryk for de udfordringer, der opstår i forbindelse med overgangen fra et par til en familie.
"Pervert Park" af Lasse Barkfors & Frida Barkfors (Danmark)
Er der nogle ting, der ikke kan - eller bør - tilgives? To unge instruktører tager forbrydelse og straf op blandt sexforbrydere i en trailerpark i Florida.
"Between Rings" af Salla Sorri & Jessie Chisi (Finland)
Den zambianske bokser Esther Phiri har banket sig til tops - men der er koldt, og presset er stort i en usædvanligt ærlig film om en dybt karismatisk kvinde.
"End of Summer" af Jóhann Jóhannsson (Island)
Den islandske komponist Jóhann Jóhannson filmdebuterer med et blændende smukt filmdigt fra Antarktis til tonerne af et storslået score.
"Time and Time and Again" af Ragnheiður Gestsdóttir & Markús Þór Andrésson (Island)
To tvillinger adskilt ved fødslen vokser op og bliver kunstnere i et excentrisk, islandsk filmværk, der spørger som en science fiction-film: "hvad nu hvis...?"
"En Kop Te" af Gunnar Hall Jensen (Norge)
En skæv og filosofisk doku-komedie fra de dybe, norske skove, hvor antihelten Gunnar finder løsningen på det moderne livs stress: at opføre et japansk tehus.
"Good Girl" af Solveig Melkeraaen (Norge)
Et personligt indblik i Solveigs kamp for at genvinde glæden og et forsøg på at anerkende, at perfektion ikke altid er vejen frem.
"En drøm til havs" af Trond Nicholas Perry og Erik Pirolt (Norge)
En Kon-Tiki-lignende historie om tre kunstnere, der bygger en båd og sejler fra Kristiansand til Münster for at crashe en skulpturudstilling.
"Out of Norway" af Thomas Østbye (Norge)
"Out of Norway" handler om Emanuel, der får nej til at rejse fra Norge tilbage til Liberia. Så nu må han flygte igen - den anden vej! Følg hans videodagbog, der ikke er så simpel, som den ser ud.
"Apt+Car+Everything I Have and Own" af Clara Bodén (Sverige)
En poetisk og personlig roadmovie rundt i udkants-Sverige, hvor man er dømt ude på forhånd, hvis man er ung og ikke drømmer om et liv i byen.
"Zmiivka" af Anna Eborn (Sverige)
Anna Eborns billedsmukke og bevægende film om en aldrende babuschkas liv og dage i et fjernt hjørne af Ukraine.
"In the Country" af Anders Jedenfors (Sverige)
En kunstnerisk, stærk og personlig skildring af to mennesker, der lever tæt sammen men alligevel langt væk fra hinanden.
"Conquering China" af Johan Jonason (Sverige)
En håbefuld, svensk musikers opdagelsesrejse ind i den kinesiske popindustri mod drømmen om et nyt liv i østen.
"The Ceremony" af Lina Mannheimer (Sverige)
Glem alt om lak og læder. Kom i audiens hos en 83-årig, fransk diva, der har ophøjet sadomasochistiske rollespil til en kunstform.