Ny arbejdsdeling mellem Filminstituttet og de regionale filmfonde

FILMSTØTTE. Nye retningslinjer skal styrke samarbejdet mellem støtteordningerne og bidrage til øget mulighed for finansiering af stedspecifikke film i hele landet.

(Oprindeligt udgivet 10. oktober 2024. Opdateret 3. december 2024)

Den 1. august 2024 trådte en aftale om 'Bedre arbejdsdeling mellem Filminstituttet og de regionale fonde' i kraft mellem Det Danske Filminstitut og de regionale filmfonde.

Aftalen, der er en følge af 'Filmaftale 2024-27. En stærk filmnation', fastsætter:

"… at film der ikke har en regional dimension i højere grad kan modtage den samlede støtte fra Det Danske Filminstitut, mens film med klare regionale dimensioner i højere grad kan modtage en større del af den samlede støtte fra filmfondene. Der vil fortsat kunne opnås statslige støttemidler fra både Det Danske Filminstitut og de regionale filmfonde."

Filminstituttet og de regionale filmfonde er på baggrund af ovenstående enige om, at det er et krav, at en eventuel regional filmstøtte skal være afklaret inden ansøgning om produktionsstøtte fra Filminstituttet. Det kan enten ske ved, at en film har fået afslag eller tilsagn på en ansøgning om regional støtte eller ved at medfinansiering fra en regional fond ikke indgår i finansieringen af en film, og producenten derfor har valgt ikke at ansøge om regional støtte.  

Kontakt

Malene Blenkov
Fiktionschef, Det Danske Filminstitut
Tlf. +45 4075 8100
maleneb@dfi.dk

Ane Mandrup
Dokumentarchef, Det Danske Filminstitut
Tlf. +45 2027 7872
anem@dfi.dk

Klaus Hansen
Direktør, FilmFyn
Tlf. +45 2081 0959
klaus@filmfyn.dk

Steen Risom
Chef, Den Vestdanske Filmpulje
Tlf. +45 5157 5011
sr@aarhus.dk

Denne arbejdsdeling bidrager til, at de to regionale filmfonde i højere grad kan støtte film med en stærk forankring i området, og at film uden regional støtte har mulighed for at ansøge om støtte fra Filminstituttet under hensyntagen til, at filmen ikke har opnået regional støtte fra fondene.

Hensigten med arbejdsdelingen mellem Filminstituttet og fondene er, at historiske og stedspecifikke film kan optages på lokaliteter, hvor handlingen udspiller sig.

Der er mange forhold og hensyn, der gør sig gældende, når en film skal produceres. Derfor er det i alle tilfælde producenten i samarbejde med instruktøren og andre fra det kreative hold, der afgør, hvor det er mest hensigtsmæssigt at producere filmen.

Filminstituttet, Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn kan som hidtil hver især og uafhængigt af hinanden træffe afgørelse om, hvilke projekter der skal tildeles støtte, og hvad der skal danne grundlag for udmålingen af støttebeløbets størrelse.