Natten til den 9. april 1940 alarmeres den danske hær. Tyskerne har krydset grænsen, Danmark er i krig mod Europas stærkeste hær.
I Sønderjylland beordres en dansk fortrop bestående af cykel- og motorcykeldelinger ud for, imod alle odds, at bremse overmagten indtil de danske forstærkninger kan mobiliseres.
I de skæbnesvangre timer følger vi sekondløjtnant Sand (Pilou Asbæk) og hans cykeldeling. De skal som de første danske soldater møde fjenden i kamp.
"9. april" instrueres af Roni Ezra efter manuskript af Tobias Lindholm og produceres af René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut / Markedsordningen samt regional filmstøtte i forbindelse med de igangværende optagelser i Haderslev.
"9. april" forventes at have premiere i foråret 2015.