Danskernes besøg på ulovlige hjemmesider er steget markant. På bare ét år er antallet af besøg steget med 67 % - fra 356 millioner besøg i 2016 til 596 millioner besøg i 2017, viser tal fra RettighedsAlliancen.
Udviklingen har fået Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri til at gå sammen om en ny kampagneindsats, der skal flytte brugere fra ulovlige hjemmesider til lovlige. Ikke kun for kunstnernes skyld, men også for brugernes skyld. Kriminelle anvender nemlig i stigende omfang film og serier som lokkemad for at trække trafik til deres hjemmesider, og dermed er det også blevet mere risikofyldt for brugerne at færdes på ulovlige sider. Man kan finde film lovligt ved at søge på www.filmfinder.dk.
Kampagnen Share With Care gør det nemmere for brugerne at finde film, serier, musik, litteratur og møbler lovligt på nettet. Det skal få flere til at vælge det lovlige indhold frem for det ulovlige. Som en del af den nye kampagne vil besøgende på ulovlige hjemmesider blive mødt af et skilt, der guider dem hen til en lovlig udgave af det indhold, de leder efter.
Lanceringen af kampagnen markeres den 9. oktober 2018 med en konference i Dansk Industri, som gør status over omfanget af piratkopiering og en række danske og europæiske tiltag for at fremme et lovligt internet.
'Share With Care' blev lanceret første gang i 2012, og den nye kampagne bygger videre på erfaringerne fra de tidligere indsatser. Den nye kampagne består blandt andet af en ny søgemaskine, hvor man kan søge indhold på tværs af tjenester, samt en digital indsats med blandt andet nyt indhold til hjemmesiden www.sharewithcare.dk.