Ny redaktion af NORDDOK

norddok. Tre nye redaktører skal styrke dokumentarfilm og kompetencer i rigsfællesskabet gennem NORDDOK III.

Norddok-redaktionen har fået nye ansigter. Som tidligere består redaktionen af en person fra hver af de tre lande i rigsfællesskabet. 

Det tre nye redaktører er:

  • Nivi Christensen (udpeget fra Grønland)
  • Sakaris Stórá (udpeget fra Færøerne)
  • Christina Ramsø Thomsen (udpeget fra Danmark)

Nivi Christensen har siden 2015 været museumsdirektør på Nuuk Kunstmuseum. Hun er fast skribent og kommentator på Kunst fra Grønland både lokalt og internationalt, samt formand for Grønlands Nationalteaters bestyrelse. Nivi Christensen er grønlandsk og har en kandidatgrad i kunsthistorie fra Københavns Universitet.

Sakaris Stórá er en færøsk filminstruktør og manuskriptforfatter. Han er biografaktuel med sin anden spillefilm ’The Last Paradise on Earth’, som havde verdenspremiere på Göteborg Film Festival i januar 2025. Stórá var medlem af redaktionen for NORDDOK II i 2024 og er genudpeget.

Christina Ramsø Thomsen har indtil udgangen af 2024 været projektredaktør på Det Danske Filminstituts talentudviklingsordning, New Danish Screen, og medlem af Public Service Puljens styregruppe. Tidligere redaktør, udviklingskonsulent, instruktør/tv-tilrettelægger på Danmarks Radio. Primært i dokumentargenren. Er nu freelance konsulent, udvikler og underviser.

Om Norddok III

Med en samlet bevilling på 30 mio. kr. for perioden 2025-2027 til NORDDOK III har det grønlandske og de færøske medlemmer af Folketinget – Aaja Chemnitz, Anna Falkenberg og Sjúrður Skaale – sikret en fortsættelse af NORDDOK II-ordningen på den danske finanslov for 2025.

Formålet er uændret at støtte dokumentarproduktioner om Grønland, Færøerne og Danmark for at udbrede viden om Rigsfællesskabet samt yde tilskud til kompetence- og netværksopbygning af filmmiljøerne i Grønland og på Færøerne.

NORDDOK III tilbyder fortsat to forskellige støttemuligheder

  • støtte til kompetence- og netværksopbygning
  • støtte til idéudvikling, udvikling, produktion og lancering af dokumentarproduktioner

På Filminstituttets hjemmeside (NORDDOK III – 2025-2027) kan man læse om støttemulighederne på dansk, grønlandsk og færøsk.
NB: Siden opdateres i øjeblikket med ny tekst, ansøgningsskemaer m.m.

Ordningen administreres fortsat af Det Danske Filminstitut, som har nedsat en styregruppe med repræsentanter fra alle tre lande. Styregruppen træffer de overordnede beslutninger om udformningen og afviklingen af Norddok III.

Tags: