Ny sæson for Mandags-Dokumentar

MANDAGSDOKUMENTAR. Med filmene "De fantastiske 3" og "Kandidaterne" skyder filmklubben "MandagsDokumentar" efterårssæsonen i gang den 29. august.

PH Caféen på Vesterbro åbner biografdørene for en ny sæson af "MandagsDokumentar". Filmklubbbens program består af film med meninger og indhold – der spænder fra højdepunkter i dokumentarfilmens historie til nutidige virkelighedsskildringer, skabt af nogle af vor tids og gårsdagens store filmkunstnere.

Hver mandag vises to dokumentarfilm med efterfølgende filmdebat, hvor instruktør, forfatter eller en aktuel person deltager. Efterårsprogrammet starter mandag den 29. august med visninger af filmene "De fantastiske 3" og "Kandidaterne".

"De fantastiske 3", prisvinder på Giffonis filmfestival, handler om 8-årige Casper, der til klassens fortæl-om-dine-forældres-arbejde-dag skal fortælle om sin fars kedelige job i kommunens borgerservice. Nørden Casper har dog en trumf i ærmet.

"Kandidaterne" vises som oplæg til det forestående folketingsvalg i efteråret. Filmen skildrer valgkampen i foråret 1998 mellem Poul Nyrup Rasmussen og Uffe Ellemann Jensen. Vi er med alle steder, i taxa’er og til interne forhandlingsmøder, og følger den intense valgkamp med det uhyre tætte opløb.

"MandagsDokumentar" er etableret i samarbejde med en række filmfolk og Politiken med støtte fra Nordisk Film Fonden, Filmkopi, PH Caféen og Det Danske Filminstitut.

Du kan købe billet en time før forestillingen ved indgangen til PH Caféen, Halmtorvet 9A. Billetter koster 50 kr. 

Det årlige kontingent til MandagsDokumentar er 70 kr. for personlige medlemskaber og 2.000 kr. for firmaer og organisationsmedlemskaber.  

Samlet program

29. aug. De fantastiske 3 – Kandidaterne

05. sep. Danser – Den magiske orden

12. sep. Vera Gebuhr – SAS’ sorte box (Rapporten)

19. sep. Dømt for terror – Jagten på den eneste ene

26. sep. At leve med håbet Aung San Suu Kyi – Lady of no Fear

03. okt. Karen Blixen på Rungstedlund – Bag Blixens maske

10. okt. 100 års barndom 1950-60 – Alamar

17. okt. Den tid vi har – What doesn’t kill you – portræt af Milos Forman

24. okt. En let brise – Krudtuglerne

31. okt. Parykatelieret – Jenny og En fisker i Hanstholm

07. nov. Min smukke datter – Min fætter er pirat  

14. nov. Sommerheste – Kamæleonernes strand

21. nov. Fotografernes afgangsopgaver fra Filmskolen 2011 – Guerilla Girl

28. nov. Hellere rask og rig end syg og fattig – Nikolaj Scherfig