Optagelserne til ’Skyggen i mit øje’ er netop begyndt med Alex Høgh Andersen, Fanny Bornedal og Danica Curcic i nogle af de bærende roller.
Filmen handler om Royal Air Forces’ angreb på Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, der fik fatale konsekvenser, da et af bombeflyene styrtede ned ved Den Franske Skole, og de efterfølgende fly troede, at skolen var målet. 104 personer blev dræbt ved skolen – 86 af disse var børn. Filmen skildrer historien om den skæbnesvangre begivenhed oplevet gennem børnene og nonnerne på Den Franske Skole, de unge indespærrende frihedskæmpere i Shell-huset og de britiske piloter.
’Skyggen i mit øje’ bliver instrueret og Ole Bornedal, der også har skrevet manuskript. Lasse Frank Johannessen er filmens fotograf, Manon Rasmussen filmens kostumier og Sabine Hviid scenograf.
Filmen produceres af Jonas Allen og Peter Bose fra Miso Film. Filmen har modtaget 16 mio. kr. i produktionsstøtte fra Filminstituttet via Markedsordningen. Den høje støtte er muliggjort af Filmaftale 2019-2023.
Der er forventet dansk biografpremiere i efteråret 2020. SF Studios står for den nordiske distribution.