Med over 370.000 solgte billetter blev 'De forbandede år' en af 2020's største publikumsucceser. Filmen vandt siden hovedprisen ved International Film Festival of India og blev nomineret til en række Robert-statuetter.
Nu er instruktør Anders Refn klar til at fortsætte sagaen om familien Skovs prøvelser under Anden Verdenskrig. 'Opgøret – De forbandede år 2' går i optagelse den 17. maj i København, inden produktionen flytter til Fyn og senere Sverige.
Filmen følger familien Skov fra foråret 1943, i tiden op til Samarbejdspolitikkens forlis, og frem til sommeren 1945, hvor Danmark blev befriet.
Centralt i fortællingen står Aksel, der tilsluttede sig Modstandsbevægelsen og nu har udviklet sig fra idealistisk amatør til hårdkogt partisan. Samtidig kæmper patriarken Karl for at holde sin fabrik oven vande. Da samlingsregeringen kollapser, sættes han under yderligere pres – ikke mindst på hjemmefronten, hvor forholdet til Eva truer med at gå i opløsning.
Alle skuespillerne fra den første film vender tilbage til deres roller. Jesper Christensen og Bodil Jørgensen ses i rollerne som Karl og Eva, mens Mads Reuther, der spiller Aksel, indtager en endnu større rolle. Der er også gensyn med de unge stjerner Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard Christensen, Lue Dittmann Støvelbæk og Sylvester Byder.
Filmens manuskript er skrevet i samarbejde mellem Refn og hans faste medforfatter Flemming Quist Møller. Filmen produceres af Lene Børglum for Space Rocket Nation i samarbejde med Anders Refn hos Vulkan Film med støtte fra bl.a. Filminstituttet og FilmFyn.
Der er forventet premiere 31. marts 2022.