Mandag den 4. februar kl. 19 tilbyder Cinemateket en unik mulighed for at komme tæt på nogle af de største personligheder inden for dansk film, når nulevende danske skuespillere som Morten Kirkskov, Ellen Hillingsø og Thomas Levin bringer omfattende og dybt personlige brevsamlinger til live i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Billetter kan købes HER.
Hør blandt andet Asta Nielsens venindebreve til kollegaen Clara Pontoppidan, fanbreve til Carl Th. Dreyer og personlige brevvekslinger mellem Erik Balling og Klaus Rifbjerg.
Som optakt til brevforestillingen kan du samme dag høre Cinematekets programredaktør Sophie Engberg Sonne og forskningsbibliotekar Birgit Granhøj Dam fortælle om de mange skjulte skatte, der gemmer sig i Det Danske Filminstituts særsamlinger. Læs mere HER.
Ugen efter kan du opleve filmene af nogle af brevenes hovedpersoner, når Cinemateket viser Carl Th. Dreyers 'Gertrud', Urban Gads 'Den sorte drøm' og Erik Ballings 'Jeg er sgu min egen!'.
Herunder kan du læse programredaktør Sophie Engberg Sonnes introduktionstekst til brevforestillingen den 4. februar:
”I kærlighed og hengivenhed, altid din Asta”
Gemte og glemte skatte fra dansk filmhistorie
Navne som Asta Nielsen, Betty Nansen og Carl Th. Dreyer er muligvis kendte for de fleste, mens navnene Valdemar Psilander, Clara Wieth (senere Pontoppidan) og Olaf Fønss er fjerne navne fra en verden af i går. En verden der for manges vedkommende er glemt – men heldigvis også gemt. I Det Danske Filminstituts arkiver ligger der nemlig såkaldte særsamlinger, der blandt andet rummer personlige breve fra dansk films største skikkelser – både de, hvis minde stadig lever og de, hvis stjerne er falmet. Den grå novembermorgen, hvor Filminstituttets forskningsbibliotekar og jeg gik på opdagelse i brevmapperne, var derfor en lille åbenbaring, for selv om guderne skal vide, at Glostrup ikke just klinger af kulturhistorie, ligger guldet ikke desto mindre for enden af den filmhistoriske regnbue lige netop i filminstituttets arkiver i Naverland i Glostrup, mellem lagerhaller og anonyme industrikontorer.
Det er et fantastisk univers, der åbner sig, når man åbner stumfilmsstjernen Olaf Fønss’ mapper med korrespondancer. Det kan godt være, hans navn er gledet ud af den brede historiefortælling, men at han var en integreret del af det kulturelle parnas i 1910’erne og 20’erne, kan der ikke herske tvivl om, når man bladrer i de tætpakkede sider. Her ligger breve – håndskrevne, selvfølgelig – fra Herman Bang og Johannes V. Jensen, Knut Hamsun og statsminister Thorvald Stauning mellem de fineste små håndtegnede hilsner fra Storm P., som Fønss i en note selv betegner som ”et geni og en god ven”. I mapperne ligger også lange, floromvundne men temmelig utvetydige korrespondancer mellem Fønss og hans arbejdsgiver ved teatret, fru Betty Nansen. Her kan man læse om arbejdsforhold, kollegiale stridigheder, pengeproblemer og følelsesmæssige forviklinger på forskellige niveauer. Lige som man mellem linjerne kan forstå, at besværlige og krukkede skuespillere hverken er et nyt fænomen eller noget, der kun hører Hollywood til!
Breve fra dansk films guldalder
At åbne Filmarkivets særsamlinger er som at åbne porten ind til en anden tid, og det er overvældende at blive mindet om, hvordan dansk film var verdensklasse i årene op til og under Første Verdenskrig, og hvordan de danske filmstjerner var lige så tilbedte som Hollywoodstjernerne senere blev det. Stumfilmsstjernen Clara Wieth modtog således fanbreve i massevis fra hele verden – breve fra Brasilien, Tyskland, Norge og yndige håndskrevne kort fra japanske beundrere. De er alle gemt for eftertiden som et helt håndgribeligt vidnesbyrd om, at dansk film var et verdensfænomen længe før Lars von Trier og Bille August blev født. Datidens førende mandlige stjerneskuespiller var den karismatiske Valdemar Psilander, der spillede tragiske manderoller med erotisk glød i de melodramaer, Nordisk Film brillerede med i de år. Han var af samme grund sin tids højest betalte skuespiller; faktisk krævede han på et vist tidspunkt at få et halvårligt honorar på 250.000 kroner – svarende til langt over 10 millioner kroner i 2018! Det krav blev dog afvist af Nordisk Film.
Hvis Psilander var tidens største mandlige stjerne, var Asta Nielsen den største kvindelige af slagsen. Hun brød igennem i filmen ’Afgrunden’ (1910), som blev instrueret af hendes senere ægtemand, Urban Gad. Hendes succes var enorm og betød, at hun sammen med Gad rejste til Tyskland for at forfølge en international karriere. Men hvis man skulle tro, at filmstjerner som hun af den grund var hævet over almindelige menneskers ordinære trængsler, kan man bare læse den mangeårige udveksling af breve mellem Asta og hendes skolekammerat fra de tidlige år på Det Kongelige Teater, førnævnte Clara Wieth (senere Pontoppidan). Alle de år, hvor die Asta boede og arbejdede i Tyskland, holdt de kontakten – via håndskrevne breve – hvor alt fra karrieremæssige udfordringer over helbredsproblemer til ægteskabelige skærmydsler blev vendt og drejet. Alt sammen i en kærlig og intim tone, der vidner om, at deres venskab var stærkere end stjernestøv.
Sårbarhed og søvnløse nætter
Skuespillere er ikke digtere, og deres breve viser en anden og ofte mere sårbar og mindre professionel side af dem end den, vi er vant til at se. Det gælder Asta Nielsen og Clara Pontoppidans brevudveksling, lige som det gælder en senere brevveksling mellem filminstruktøren Erik Balling og forfatteren Klaus Rifbjerg, som på det tidspunkt var forlagsredaktør på Gyldendal. Redaktøren Rifbjerg lagde pres på Balling for at få ham til at skrive sine erindringer, og Balling svarede igen med ærlige og bramfri breve, hvor han beskrev de gener, Rifbjerg påførte ham med sit pres, herunder hård mave og akut søvnbesvær.
Men noget andet og nok så interessant er at mærke, hvordan filmene – og gennem dem også de skuespillere og instruktører, der står bag dem – gennem historien har rakt ud og grebet et publikum. At filmene har føltes relevante og vigtige, og at de følelsesmæssigt har ramt en nerve i deres samtid. Det gælder ikke mindst, når man læser de breve, en række kvinder skrev til filminstruktøren Carl Th. Dreyer i kølvandet på premieren på filmen ’Gertrud’ i 1964. Filmen, som skildrer en kvindes tragiske jagt på kærligheden, var muligvis ikke moderne i sit formsprog, men dens fokus på en kvindes søgen efter at blive lykkelig ramte noget i tidsånden; en spirende frigørelse, som bare fire år senere skulle blive udfoldet for fulde gardiner. Brevene fra de kvindelige tilskuere vidner om, at filmhistorien er dybt sammenflettet med samfundshistorien; at filmene er med til at skabe en kulturel betydning både i den tid, de er skabt, og for eftertiden.
