'Flugt' af Jonas Poher Rasmussen skrev international Oscar-historie tirsdag eftermiddag, da den som den første film nogensinde blev nomineret i kategorierne for dokumentar, animation og internationale film.
Den animerede dokumentar om Amin, der må forlade sit hjem i Afghanistan på en farefuld rejse mod sikkerhed i Skandinavien i 1990'erne, skal repræsentere Danmark sammen med Martin Strange-Hansens kortfilm 'On My Mind', når prisuddelingen løber af stablen 27. marts.
"'Flugt' er indbegrebet af en god Oscar-film, der både mestrer det kunstneriske håndværk og en bred publikumsappel på tværs af landegrænser, som de tre nomineringer tydeligt understreger. Det er lykkedes for filmen at behandle et højaktuelt tema om at være på flugt og samtidig sætte et menneskeligt ansigt på skæbnerne bag overskrifterne," siger Jacob Neiiendam, leder af Filminstituttets internationale afdeling.
"Dokumentaren fortæller en universel historie om at være uden hjem, som mange kan relatere til. Filmen har imponeret den internationale presse med sin kombination af dokumentar og animation, der giver nogle helt nye muligheder i skildringen af Amins rejse og gør det alvorlige emne dybt personligt og rørende," uddyber festivalkonsulent Lizette Gram Mygind, der har fulgt filmens Oscar-forløb tæt.
Filmverdenens superliga
'Flugt' har allerede vundet talrige priser på internationale festivaler, men med Oscar-nomineringerne får den nu for alvor en global platform. Det vidner om filmens gennemslagskraft, men også om at dansk film er i topform efter flere år i det skarpeste internationale rampelys, fortæller Neiiendam og Mygind.
"Nomineringerne betyder afsindigt meget for dansk film, fordi de løfter alle i branchen og åbner dørene for internationale samarbejder. Samtidig vidner hæderen om, at den danske talentmasse overpræsterer på alle parametre. Når man tænker på Danmarks størrelse, er det næsten naturstridigt, at dansk film i flere år har gjort sig gældende i filmverdenens superliga foran meget større filmnationer. For 'Flugt' er der ingen tvivl om, at det vil styrke filmens liv og udbredelse på den lange bane," siger Neiiendam.
Især for Jonas Poher Rasmussen og produktionsselskaberne bag filmen, Final Cut for Real og Sun Creature Studio, kan nomineringerne få afgørende betydning, når deres kommende projekter skal søsættes.
"Oscar-nomineringerne er en enorm blåstempling for hele holdet og giver mulighed for flere internationale samarbejder, som kan være altafgørende, når finansieringen til nye projekter skal hentes hjem. Final Cut for Real stadfæster sin position i den internationale liga med fem Oscar-nomineringer på kun otte år. Og for Sun Creature Studio åbner det for endnu flere store animationsprojekter," siger Lizette Gram Mygind.
Det er også en stor sejr for dansk animation generelt, at 'Flugt' er blevet nomineret i animationskategorien som den første danske film nogensinde:
"Det kaster lys på den dygtige animationsbranche herhjemme. Danske animationsselskaber har tidligere været involveret i Oscar-nominerede film som koproducenter, blandt andet med 'Sangen fra havet', og generelt søger den danske animationsbranche internationale samarbejder. Denne nominering kan åbne endnu flere døre," uddyber Jacob Neiiendam.
Danske filmfolk i rampelyset
'Flugt's stærke tilstedeværelse på tværs af kategorier vidner også om, at internationale film i stigende grad kan gøre sig gældende ved den amerikanske prisuddeling – blandt andet som resultat af Oscar-Akademiets høje optag af filmfolk fra andre lande end USA, fortæller Neiiendam og Mygind.
"Efter at 'Parasite' vandt statuetten for bedste film i 2020, er det internationale felt blevet yderst attraktivt, fordi man nu ved, at det kan lade sig gøre at gå hele vejen. Neon, der også distribuerede 'Parasite' i USA, gjorde det allerede klart, at de ville satse på 'Flugt' som Oscar-kandidat, da de købte rettighederne efter filmens premiere på Sundance sidste år. Det har været et afgørende rygstød for filmen."
"At den tilmed kun er den tredje dokumentar i Oscar-historien til at konkurrere i både dokumentar- og International Feature-kategorien viser, at de vante spilleregler er i opbrud."
'Flugt' er instrueret af Jonas Poher Rasmussen, og Monica Hellström og Signe Byrge Sørensen har produceret for Final Cut for Real med støtte fra Filminstituttet. Charlotte de La Gournerie har koproduceret for dansk-franske Sun Creature Studio.
'On My Mind' er instrueret af Martin Strange-Hansen og produceret af Kim Magnusson, Christian Junget Madsen og Martin Strange-Hansen for Benzona Film og M&M Productions.