Oscar til The New Tenants

Den dansk-amerikanske "The New Tenants" af Joachim Back med manuskript af Anders Thomas Jensen vandt natten til mandag en Oscar for bedste kortfilm.

Det blev til en dansk Oscar, da Joachim Backs "The New Tenants", der er produceret af Johanne Stryhn Hørby, Christian Potalivo og Tivi Magnusson for M&M Productions, blev kåret til bedste kortfilm.

En snagende nabo, en stenet narkohandler og en ægtemand med et personligt hævntogt og et alt for løstsiddende våben udgør kernen i den barsk satiriske kortfilm. Mellem uåbnede flyttekasser og forventningerne til en ny start på livet får to mænd den værst tænkelige flyttedag, da deres nye lejlighed viser sig at rumme en skræmmende historie. Det bliver til en skiftevis humoristisk, uhyggelig og uventet romantisk oplevelse.

Joachim Back har de seneste år været bosat i New York, hvor han har tidligere arbejdet som reklamefilminstruktør. "The New Tenants" har amerikanske Park Pictures som koproducent.

M&M Productions har tidligere været nomineret fem gange med en kortfilm til Academy Awards - og har modtaget en Oscar de to gange. Den første Oscar gik til Anders Thomas Jensen, der instruerede "Valgaften", og producer Kim Magnusson. Den anden Oscar gik til instruktør Martin Strange Hansen og producer Mie Andreasen for "Der er en yndig mand".

Det er fjerde gang Anders Thomas Jensen har skrevet manuskript til en Oscar-nomineret kortfilm, og anden gang det blev til en Oscar. Første Oscar vandt han for "Valgaften". "The New Tenants" er adapteret af David Rakoff efter Anders Thomas Jensens originalmanuskript.