Christoffer Boe har skabt "en enestående uhyggelig psykologisk thriller", skriver det internationale filmbranchemagasin Varietys anmelder, Alissa Simon, begejstret om instruktørens "Beast".
Boes film med Nicolas Bro, Marijana Jankovic og Nikolaj Lie Kaas vises for tiden på internationale filmfestivaler, og den har dansk premiere den 17. november.
"En opslugende, destruktiv kærlighed transformerer en kærlig ægtemand til et blodtørstigt uhyre i dette perverst, fascinerende psykodrama fra den danske instruktør Christoffer Boe," uddyber Varietys anmelder. "Som en krydsning mellem "Hvem er bange for Virginia Woolf?" og "Alien" byder Boes stramt fortalte femte spillefilm på skarp dialog, stærkt skuespil og masser af pirrende og rystende øjeblikke og stemning i overflod."
Christoffer Boe har selv stået for manuskriptet. Tine Grew Pfeiffer har produceret for Alphaville Pictures Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut.