’Pigen med nålen’ fejrede sin verdenspremiere til dette års Cannes Film Festival, hvor filmen fik en flot modtagelse af den internationale presse.
Siden premieren har den danske film haft et imponerende festival år, og det fortsætter med tre nomineringer til dette års European Film Awards, også kaldet den europæiske Oscar.
Filmens hovedroller, Vic Carmen Sonne og Trine Dyrholm, er begge nominerede i kategorien ’Bedste skuespillerinde’, mens Magnus von Horn og Line Langebek er nomineret for ’Bedste manuskript’.
Instruktør Magnus von Horn har skrevet manuskriptet med Line Langebek, der bygger på historien om Dagmar Overbye, som fra 1913 og syv år frem dræbte en lang række spædbørn født uden for ægteskab.
I kategorien bedste manuskript er de nominerede:
- Jacques Audiard, 'Emilia Pérez'
- Magnus von Horn og Line Langebek, 'Pigen med nålen'
- Pedro Almodóvar, 'The Room Next Door'
- Mohammad Rasoulof, 'The Seed of the Sacred Fig'
- Caralie Fargeat, 'The Substance'
Trine Dyrholm har tidligere været nomineret i ’Bedste skuespillerinde’-kategorien for Thomas Vinterbergs ’Kollektivet’ og May el-Touhkys ’Dronningen’, mens det er første EFA-nominering til Vic Carmen Sonne.
De nominerede i kategorien ’Bedste skuespillerinde’ er:
- Renate Reinsve, 'Armand'
- Karla Sofía Gascón, 'Emilia Pérez'
- Trine Dyrholm, 'Pigen med nålen'
- Vic Carmen Sonne, 'Pigen med nålen'
- Tilda Swinton, 'The Room Next Door'
’Pigen med nålen’ er produceret af Malene Blenkov og Mariusz Włodarski for Nordisk Film Creative Alliance med støtte fra blandt andet Det Danske Filminstitut, Det Svenske Filminstitut, Det Polske Filminstitut, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages. The Match Factory har de internationale salgsrettigheder.
Filmen distribueres af Nordisk Film Distribution og har dansk premiere 23. januar 2025
Vinderne bliver offentliggjort, når den 37. prisuddeling af European Film Awards løber af stablen den 7. december i Luzern, Schweiz.
Læs mere på www.europeanfilmawards.org