Julie Rix
Beskriv dit første år som producer og hvad du har lavet.
Jobbet på Zentropa faldt ned i min turban efter et praktikforløb under Filmskoletiden. Først på deltid ved siden af studiet og senere fuld tid. Det har været et år med fart over feltet. Jeg startede ud med at samarbejde med Peter Aalbæk og Marie Gade, med udvikling af nye spillefilmsprojekter.
I efteråret 2013 fik jeg en unik mulighed for i samarbejde med producer Sisse Graum Jørgensen at stå for "Jagten"’s Oscarkampagne, som løb over hele vinteren. En yderst omfattende kampagne som umiddelbart ikke bemærkedes i Danmark, da den udelukkende henvendte sig til medlemmer af Hollywood Foreign Press Association og Oscarakademiet. Glædeligt sluttede forløbet med en nominering, og et stærkt internt samarbejde mellem de tre danske Oscarnominerede film samt med DFI og Kulturministeriet.
Løbende gennem året har jeg haft gang i udvikling af mine egne projekter med blandt andet filmtalenter fra min filmskoleårgang.
Lige nu er jeg i fuld gang med finansierings– og udviklingsfasen af Thomas Vinterbergs næste film "Kollektivet", som udspiller sig i et kollektiv i 1970’erne. Ligeledes forbereder jeg en ny film, der er skrevet af Søren Sveistrup. Det er virkelig interessant at være en del af to projekter, der allerede før premieren oplever så megen bevågenhed.
Hvad har overrasket dig mest ved at komme ud i produktionsmiljøet?
Inden jeg startede på Den Danske Filmskole arbejdede jeg fem år i filmbranchen – så overraskelserne er ikke så store. Jeg må dog sige, at jeg gang på gang bliver overrasket over skrøbeligheden i et produktionsselskabs struktur og den evige stræben efter at holde hjulene i gang.
Hvad har Filmskolen klædt dig godt på til?
Da jeg tog min afgang fra Filmskolen, fik jeg af en tidligere filmskoleelev at vide, at hvis jeg havde klaret Filmskolen, kunne jeg klare det meste. Et udsagn, som føles meget sandt! Foruden, at man på filmskolen bliver overdynget med projekter, der suppleres med undervisning, så bliver man presset til det yderste, indgår i følelsesmæssige konflikter og meget tætte samarbejder. Gældende for alle disse situationer er, at man konstant skal tage ansvar, bevare overblikket og ikke mindst holde fast på sig selv og sit eget kunstneriske præg.
Hvad har været det vigtigste du har lært det seneste år?
Jeg har lært så utrolig meget på de mange projekter, jeg har været en del af det seneste år. Men noget af det vigtigste, jeg har lært på Zentropa – hvor man har et stort fokus mod et internationalt marked – er forståelsen for, hvad der kræves af et projekt, der skal kunne begå sig internationalt.
Hvilke karaktertræk kan en filmproducer ikke klare sig uden?
Nærvær og forståelse for projektet. En mavefornemmelse for projektets egenskaber og en overbevisning, der kan bringe projektet frem blandt mange andre. Det er også vigtigt, at man som producer har evnen til at zoome ud fra detaljerne i projektet og have det forkromede overblik over filmen.
Lian Yang
Hvad har været det vigtigste, du har lært det seneste år?
At kunne stå på egne ben, at sige nej, når noget føles forkert og at skabe med hjertet og sælge med sjælen.
Hvilke tanker gjorde du dig om livet efter skolen?
I min tid på Filmskolen gennemgik jeg en proces, som jeg tror, er ret normal for alle elever. Jeg skulle finde ud af, hvilken slags producer, jeg skulle være, og hvad jeg skulle beskæftige mig med. I en periode var jeg meget i tvivl: skulle jeg begynde at banke på døre eller vente på at blive set og samlet op? Det tog lidt tid, men jeg besluttede mig for ikke at gøre nogen af delene. Jeg startede eget selskab, og da den beslutning var truffet, faldt alt omkring mig bare på plads, og det har vist sig at være den rigtige beslutning for mig.
Hvad har overrasket dig mest ved at komme ud i produktionsmiljøet?
Herude i branchen må man ALT, her er ingen regler, betingelser og begrænsninger. Du og du alene er herre over din egen succes og lykke – og det er enormt befriende.
Hvad har været det sværeste ved at være færdig?
Rumle Hammerich holdt en tale for os elever til dimissionen, hvor han sagde, at der var to ting, der var svært ved at gå på Filmskolen: At komme ind og at komme ud. Den sætning vil jeg bære med mig resten af livet. For som han sagde, så er det nu, man skal bevise over for sig selv, at man har gået på skolen, og det er op til en selv at få noget ud af det.
Hvad har Filmskolen klædt dig godt på til?
De fire år på skolen har været den ene udfordring efter den anden, og jeg tror, at jeg har lavet samtlige fejl i bogen – og måske endda bidraget med et ekstra kapitel eller to. Jeg er utrolig taknemmelig for, at jeg har fået plads til at fejle, lære og vokse. På skolen snakker man meget om angst og arbejder aktivt med det. Filmskolen er et rum, hvor eleverne kan få lov til at eksperimentere og lege med angsten, intet andet er på spil end din lyst og dit ego. Det er de tryggeste rammer for talentudvikling, man kan forestille sig, og det er det, der adskiller Filmskolen fra alle andre.
Er der nok at lave?
Ja, masser. Jeg stiftede mit eget selskab, Yang Republic, mens jeg stadig gik på Filmskolen, fordi jeg havde lyst til at arbejde med film i Kina og bringe dansk/skandinavisk film til det kinesiske marked. Konceptet har jeg stille og roligt videreudviklet til en forretning, hvor jeg rejser til Asien to-tre gange om året. Samtidig har jeg en masse projekter i udvikling herhjemme, bl.a. en ungdomskrimi-serie med Eyeworks Scandinavia samt animationsfilmen Billy & Reed, der vandt prisen for bedste børne/familie projekt til Nordic Talent 2013 og som vi er i gang med at udvikle sammen med Ghost VFX.
Fortæl om en skelsættende oplevelse – og hvad du lærte af den?
På skolen blev jeg gang på gang sat ind i grupper og konstellationer, som ikke delte hverken min vision eller mit filmsprog. Det var enormt ødelæggende for min lyst til at lave film, men fantastisk lærerigt indenfor kommunikation, organisation og ledelsesstyring. Den modgang og de dyre lærepenge har jeg brugt aktivt til at skabe mit eget sprog og min egen vision, som har hjulpet mig på rette vej, når jeg skulle finde frem til de mennesker og projekter, som passer til mig.
Hvad er de mest spændende udfordringer ved at være producer i 2014?
For mig er det det paradigmeskift, som er ved at ske lige nu, hvor Kina er ved at udvikle sig til verdens største filmmarked. En guldfeber raser i øjeblikket om at få fodfæste på det marked. Dem, der har ressourcerne, kan købe sig til succesen, mens dem, der har hjertet og viljen må arbejde hårdt for den. Selvom Danmark er et lille land, er vi en stor filmnation, og det kan ingen tage fra os. Jeg ser det derfor som en spændende udfordring for dansk film at gøre sig relevant på et marked som det kinesiske, der i dag er præget af kommercialisme, og som er totalt kunstforladt. Jeg vil gerne være med til at videregive de danske erfaringer og den danske berettemodel til kineserne, som endnu mangler at oversætte deres eget filmsprog og tradition til det internationale marked.
Hvilke karaktertræk kan en filmproducer ikke klare sig uden?
En filmproducer må aldrig være bange for at få et nej. Han eller hun skal kunne vende enhver modstand til en styrke, og så må en filmproducer aldrig miste lysten til eller nysgerrigheden overfor sit arbejde.
Hvad håber du på, at de kommende år vil bringe?
Jeg håber på en masse god vind og succes til alle os i denne lille filmbranche. I dag sker udviklingen på mediefronten så hurtigt, at ting kan blive forældet på 6 måneder. Det skaber en masse usikkerhed, men også en masse kreativitet. Jeg håber, at vi nye i branchen vil tage udfordringen op og ikke være bange for at være anderledes eller kontroversielle og bryde status quo for at skabe de bedste historier til en ny generation af medieforbrugere.
Hvilke nye tendenser tror du kommer til at påvirke filmbranchen de kommende år?
Filmmediet er i de seneste år smeltet sammen med tv-mediet. I dag er de mest banebrydende historier og karakterer at finde i det korte format på tv. Teknologier og formater som streaming og on demand er kommet for at blive. Men dansk film (og tv) mangler endnu at producere indhold til de nye platforme. Sverige og Norge er flere år foran os i forhold til at skabe web-dramatik og indhold til specifikke målgrupper. Web-serier og micro films er en tendens, som vi kommer til at se meget mere af fra 2015. Vi kommer også til at se mange flere lowbudget genrefilm i biografen og meget målgruppespecifikt indhold på web, ligesom også ”Hr. og Fru Danmark” kommer til at beskæftige sig meget mere med eGames i fremtiden.
Julie Waltersdorph Hansen
Beskriv dit første år som producer og hvad du har lavet.
Lige efter filmskolen startede Per Damgaard og jeg selskabet Masterplan Pictures. Og det "tog" har virkelig buldret derudaf lige siden. Vi baserede selskabet på vores generation af filmskabere, og vi har hurtigt fået en masse film i udvikling med instruktører, som vi synes, er "det vildeste shit"!
Shoot it!-initiativet fra New Danish Screen gjorde, at selskabet kom hurtigt i gang, da instruktør Hlynur Pálmason og jeg fik tildelt støtte til kortfilmen "Seven Boats". Så den film tog vores første seks måneder med lynets hast. Det var en rasende vild og fed måde at få taget anpartsselskabs-mødommen på.
Hvad har været det vigtigste, du har lært det seneste år?
Lige pludselig er man i en situation, hvor der er ægte penge mellem producer og instruktør. Og så er det på med jernskjorten og se at få lært alt det ræs med jura og ejerskab og derfra sammen med en instruktør og en selskabspartner skabe en verden, som alle synes er fair og rimelig. I begyndelsen tror man, at det er helt vildt farligt, at "alle vil komme op at skændes", at "folk vil udvandre", men egentlig er det jo bare at sige: "Det her synes jeg er fair" og "Det her synes jeg ikke er fair."
Hvilke tanker gjorde du dig om livet efter skolen?
Det er blevet fuldstændig, som jeg havde troet – og så alligevel overhovedet ikke. Jeg ville gerne have haft en husbåd på Christianshavn, hvor jeg kunne sidde med mine instruktører og udvikle i et kaos af kreativitet og frihed. Det blev til 35kvm2 på Vesterbro og fire mennesker på røde IKEA-stole, men følelsen af at have frihed, eget selskab og lave film, der gør en forskel, er fuldstændig som jeg troede, den ville føles.
Hvad har overrasket dig mest ved at komme ud i produktionsmiljøet?
Jeg bliver dagligt overrasket over, hvor dyrt det er at lave film, hvor meget der går til lønninger, inklusiv til mig selv. Det kræver ganske enkelt oceaner af arbejde at skabe, forstå og lære en film at kende. Hvad har været det sværeste ved at være færdig?
Jeg var SÅ lykkelig for Filmskolen, men jeg var også SÅ lykkelig for at være færdig… Det har ikke været svært. Men hvis jeg ikke havde haft Per, så havde jeg savnet det fællesskab, vi havde i producerklassen på filmskolen og Ib Tardini, som er tidligere producerlærer på Filmskolen. Men hvem ville ikke savne Ib?
Hvad har Filmskolen klædt dig godt på til?
Alt. Men du bliver i meget høj grad klædt på til at arbejde med folk, du måske ikke naturligt ville opsøge. Du kommer også til at gå i klasse med nogle, hvis syn på film du ikke nødvendigvis ville opsøge. Og det udfordrer ens hjerne at være steder, du ikke kender. Det er jo ligesom med film, de skal udfordre. Filmskolen udfordrer.
Er der nok at lave?
Det her år er gået rigtig stærkt, og jeg har en masse i udvikling med nogle megadygtige instruktører, Hlynur Pálmason, Jonas Grum og Johan Knattrup – og det er virkelig optur. Derudover er der meget at lære, når man starter selskab op, ting jeg ikke vidste noget som helst om. Men sådan bliver det hele vel forhåbentlig ved med at udfordre.
Hvilke nye tendenser tror du kommer til at påvirke filmbranchen de kommende år?
Jeg kan nok bedre udtale mig om, hvad jeg håber, vil påvirke filmbranchen de kommende år. Tv-serien har oplevet en genfødsel uden lige på det seneste. Og jeg tror, at mange blandt publikum ser tv-serier og film som ens medier med længden som eneste forskel.
Jeg tror, at der blandt filmskabere vil komme en lyst til en modreaktion på tv-serien. Jeg tror, at mange har lyst til at rette fokus mod at adskille tv og film. Det er jo to vidt forskellige måder at fortælle på, så her er mit ønske, at vi alle spørger os selv, hvordan vi udfordrer filmen som visuelt fortællende medie. Hvordan udfordrer vi biografpublikummet endnu mere? Kunne vi være lidt hårdere ved os selv, stille lidt flere kritiske spørgsmål til de film, vi laver. Er det nok at have den gode historie? Rykker det nok? Er der nok kunst i dansk film? Er der for meget kunst i dansk film? Det synes jeg nu ikke.
