Gustav Möller og produktionsenheden Spring på Nordisk Film afsluttede for et par uger siden optagelserne til instruktørens debutspillefilm, thrilleren "Den skyldige", som nu er i første fase af klipning.
I "Den skyldige" spiller Jakob Cedergren politibetjenten Asger Holm, der en nat besvarer et 112-opkald fra en kidnappet kvinde. Men forbindelsen bliver afbrudt, og en nervepirrende jagt på kvinden og hendes kidnapper starter. Med telefonen som eneste redskab kæmper Asger imod tiden. Snart viser det sig, at forbrydelsen er større, end Asger først troede og skyldfølelser fra Asgers egen fortid begynder at tordne frem.
"Min film er en psykologisk thriller med en struktur, som publikum vil kende, men kombineret med et fortællemæssigt koncept, som vil overraske publikum," fortæller instruktøren.
Filmen foregår i real time, på én nat, på én location, med én hovedkarakter. Vi ser kun betjenten Asger Holm i billedet, og det kræver en helt særlig skuespiller som Cedergren. Han suppleres af et rigt karaktergalleri, som man møder gennem Asgers telefonsamtaler.
"Min ambition er at lave en rigtig stærk genrefilm, men i stedet for biljagter og eksplosioner vil jeg udelukkende fokusere på hovedkarakterens psykologi, filmens dialog og udfordre publikums forestillingsevner. Den stramme ramme, vi har valgt at arbejde med, tvinger min medforfatter Emil Nygaard Albertsen og mig til at vælge ting fra, men de fravalg har skabt en præcision og en radikalitet i hele projektet, som jeg ikke ville være foruden."
Sammentømret hold bag produktionen
Talentordningen New Danish Screen på Det Danske Filminstitut har støttet filmen, og Mette Damgaard-Sørensen, der er kunstnerisk leder på ordningen, siger: "Indimellem står man overfor et filmhold, der fra første færd virker helt sammentømret, og hvor man mærker, at de ved, hvilke filmhistorier de vil fortælle, og hvordan de vil fortælle dem. Og som oven i det har talentet til at folde ambitionerne ud. Sådan har det været at arbejde med instruktør Gustav Möller, forfatter Emil Nygaard Andersen og producer Lina Flint, der står bag 'Den skyldige'. Jeg fornemmer, at vi her står overfor en trio, som vi kommer til at se meget mere til i dansk film fremover."
Instruktør, manuskriptforfatter og producer er fra samme årgang på Den Danske Filmskole. De dimitterede i 2015 med afgangsfilmen "I Mørke" sammen med fotografen Jasper J. Spanning og klipperen Carla Luffe, som også er en del af det kreative hold på "Den Skyldige".
Producer Lina Flint fra Spring, der er en del af Nordisk Film Production, siger: "Gustav, Emil og jeg vil gerne bidrage til dansk film med intense, samfundsrelevante og rørende genrefilm. Og vi har med 'Den Skyldige' valgt at starte med at lave en meget koncentreret en af slagsen.
Spring er en kollektivistisk produktionsenhed, som vil sparke nye filmfortællere ud over rampen. Det vil vi gøre ved at lave et stramt koncept for hver enkel film, hvor vi eksperimenterer med processerne, udfordrer filmsproget og udforsker det kreative kollektivs muligheder. Det har vi i høj grad gjort med denne film, og vi glæder os til at arbejde videre med den i samme retning."
"Den Skyldige" forventes at få premiere i efteråret 2017.