The Queen of Versailles på DR2

TV-PREMIERE. Den dansk koproducerede Sundance-vinder, der netop har deltaget på CPH:DOX, får dansk tv-premiere på DR2 på tirsdag.

"Dronningen af Versailles" lyder titlen, når Dokumania på DR2 tirsdag den 13. november kl. 21.00 byder på den danske koproduktion "The Queen of Versailles".

DR præsenterer filmen således:

"Han er 63 og milliardær. Hun er 39 og skønhedsdronning. Sammen har ægteparret David og Jackie Siegel store drømme – og endnu større armbevægelser. Med Versailles-slottet som forbillede har de besluttet sig for at bygge Amerikas største og mest ekstravagante hus på hele 8000 kvadratmeter! Men uforberedte på finanskrisen begynder fundamentet under deres liv pludselig at vakle og ødelægger ikke kun deres økonomi, også familieforholdet begynder at krakelere."

Filmen er en af fem film, som er nomineret af The International Documentary Association (IDA) til årets bedste dokumentarfilm af spillefilmslængde; en pris, der uddeles den 7. december i Los Angeles.

"The Queen of Versailles", der vandt prisen for bedste instruktion på Sundance Film Festival i år, er instrueret af Lauren Greenfield og koproduceret af den danske producer Mette Heide for Plus Pictures.

Mette Heide har gennem de seneste år arbejdet på at bringe det bedste fra dansk og amerikansk dokumentarfilm sammen i sine danske og dansk koproducerede film. På den kommende dokumentarfilmfestival i Amsterdam, IDFA, har hendes produktionsselskab to danske film med, "Kvinder med power" og "Rekordmanden", begge instrueret af amerikanske instruktører. "Kvinder med power", der er i IDFAs hovedkonkurrenceprogram, er en af otte store dokumentarfilm i kampagnen Hvorfor fattigdom?, som skydes i gang verden over fra den 25. november.

"The Queen of Versailles", "Kvinder med power" og "Rekordmanden" er alle støttet af Det Danske Filminstitut.

The Queen of Versailles (Dronningen af Versailles)
DR2
Tirsdag den 13. november kl. 21.00

Trailer