Regners store filmprojekt

Regner Grasten laver film om Karen Blixen. I mange år har han forsøgt at få rettighederne til en film om den danske forfatters liv. I dag kunne han endelig offentliggøre, at en storfilm er på vej.

"Det bliver rigtigt stort. Det skal det være, når man laver en film om Blixen," fortæller den rutinerede producer til FILMupdate.

"Hvor mange unge interesserer sig for en båd, der sank i 1912?" - Regner Grasten

Allerede for 20 år siden forsøgte Regner Grasten Film at få rettighederne til at lave en film om Karen Blixens liv og levned. Det er nu lykkes og filmen får titlen "Tanne – Lykkefuglen".

Titlen kommer af Karen Blixens kælenavn, "Tanne", og en historie, "Lykkefuglen", som hendes far fortalte hende som barn. Historien blev en slags ledetråd gennem hendes liv.

At filmen nok skal henvende sig til både voksne og unge, føler Regner Grasten sig ret sikker på. Spurgt om unge stadig interesserer sig for Karen Blixen svarer han: "Hvor mange unge interesserer sig for en båd, der sank i 1912? Man undervurderer de unge, hvis man ikke tror, at de er interesserede i personlige dramaer. 'Titanic' er jo ikke bare en film om en stor båd."

"Det her bliver en film om hendes unge år, fra hun er 10 til 28, inden hun flytter til Afrika – og der sker virkeligt noget i de år af hendes liv. Det bliver et rigtigt 'coming of age' drama. Der bliver noget for alle – på samme måde som der var i 'Kun en pige' og 'Det forsømte forår'," fortsætter Regner Grasten.

Manuskriptet er undervejs i skriveprocessen, og flere forskellige instruktører bliver i øjeblikket overvejet. Det kreative team forventes samlet og annonceret i april/maj 2010.

Filmens premiere vil, alt efter optagelserne, der er årstidsafhængige, blive enten i julen 2011 eller i efteråret 2012. Budgettet forventes at ligge på mellem 55 og 65 millioner kroner.

1.000.000 billetter for "Tanne – Lykkefuglen" er, ifølge Regner Grasten selv, ikke et urealistisk mål.