Rekordsommer for biograferne

I sommerperioden blev der i de danske biografer solgt 2,96 mio. billetter, og dermed er sidste års rekord slået.

Heller ikke i år har vejr eller snak om krise afholdt publikum fra at gå i biografen. 2,96 mio. billetter er der blevet solgt i sommerperioden (uge 23–33, 29. maj-13. august). Det er en stigning på 3 % i forhold til samme periode sidste sommer, hvor blev der solgt 2,88 mio. billetter, hvilket også var rekord og imponerede, det gode sommervejr taget i betragtning.
 
sommeranalyse

Ser man på billetsalget for sommerperioderne siden 2003, viser udviklingen gennem de seneste syv somre en generel stigning. Fra 2003 til 2008 er i billetsalget steget med 76,4 %. I modsætning hertil er det totale årlige billetsalg kun steget med 6,7 % over samme årrække.

Den stærke stigning i billetsalget i sommerperioderne skyldes blandt andet, at flere og flere store film får premiere hen over sommeren, ligesom det er tilfældet i de korte skoleferier i årets løb.

Høj dansk markedsandel
I sommerperioden blev der solgt 588.000 billetter til danske film. Markedsandelen lå dermed på 20 %. Det er den højeste markedsandel siden sommeren 2005, hvor andelen lå rekordhøjt på 25 % og næsten dobbelt op fra sommeren 2008, hvor andelen lå på 11 %. Både i 2008 og 2009 var der premiere på fem danske film i sommerperioden.

Det er især Anders "Anden" Matthesen, der har lokket publikum i biografen. Med 397.000 billetter stod "Sorte kugler" for størstedelen af salget til danske film. "Antichrist" (med premiere i uge 22, en uge før sommerperioden) har i perioden solgt 53.000 billetter, mens "Se min kjole" solgte 44.000 billetter, "Zoomerne" 40.000 og "Vanvittig forelsket" 20.000. Den sidste danske premierefilm i sommerperioden, "Winnie og Karina", solgte på den første uge efter premieren den 7. august 34.000 billetter.

Se trailers til syv nye danske spillefilm (FILMupdate 4. august)
 
 

Tags: