'Retfærdighedens ryttere' af Anders Thomas Jensen var et af de helt store trækplastre i de danske biografer i efteråret. Nu har det stjernespækkede komediedrama kurs mod filmfestivalen i Rotterdam, hvor den er udtaget som åbningsfilm. På den 50. udgave af den hollandske festival deltager også Anders Ølholm and Frederik Louis Hviids actiondrama 'Shorta'.
Begge film er udtaget til programmet Limelight, der hylder det forgangne års højdepunkter samt viser forpremierer.
I en verden, der konstant skal tilpasse sig pandemien, har Rotterdam Filmfestivalen planlagt deres runde fødselsdag som en todelt begivenhed det næste halve år. Første del bliver 1.-7. februar med fysiske og virtuelle visninger, og festivalen runder af 2.-6. juni med udendørs aktiviteter og visninger i biografer over hele landet.
Retfærdighedens ryttere af Anders Thomas Jensen
Filmen, der blandt andre har Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas på rollelisten, handler om den udstationerede militærmand Markus, hvis liv bliver vendt op og ned, da hans kone dør i en togulykke i Danmark. Men var det virkelig et uheld? Da matematiknørden Otto og hans to excentriske medsammensvorne Lennart og Emmenthaler får overbevist Markus om, at konens død ikke blot var en tilfældighed, men et kalkuleret attentat, sætter Markus ud på en hævnaktion, der udfordrer hans forhold til teenagedatteren, Mathilde.
Se interview med instruktøren:
'Retfærdighedens ryttere' fik strålende anmeldelser her hjemme, hvor flere medier udråbte filmen til Anders Thomas Jensens bedste siden klassikeren 'Blinkende lygter'. Og publikum tog også godt imod filmen. Inden nedlukningen af landet i midten af december solgte filmen mere end 457.000 biografbilletter på knap fire uger. Det gør 'Retfærdighedens ryttere' til årets anden mest sete film i de danske biografer. Filmen er desuden solgt til store dele af verden, herunder USA.
Shorta af Anders Ølholm og Frederik Louis Hviid
Også på programmet i Rotterdam er Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids debutfilm, den hæsblæsende politifilm 'Shorta'.
'Shorta' følger to betjente, Mike og Jens, der er på rutinepatrulje i boligområdet Svalegården, da meddelelsen om den unge Talibs død kommer. Hvad der helt nøjagtigt skete med 19-årige Talib Ben Hassi, mens han var i politiets varetægt, henstår i det uvisse. Et utæmmeligt raseri hos de unge i Svalegården fører til oprør og krav om hævn. Pludselig er de to betjente blevet jaget vildt og må slås for deres liv for at komme ud.
Filmen fik sin verdenspremiere på Venedig Filmfestival i starten af efteråret og er siden blevet vist på en række internationale festivaler, blandt andet Thessaloniki, hvor den både vandt instruktørprisen og FIPRESCI-prisen. Herhjemme har filmen solgt over 110.000 billetter og høstet flotte anmeldelser, hvor filmen blandt andet er blevet udråbt til en dansk nyklassiker.
Se interview med instruktørerne:
Læs mere om Rotterdam Filmfestival på iffr.com/en.