The Academy of Motion Picture Arts and Sciences har offentliggjort årets Oscar-nomineringer – og dansk film har fået en Oscar-nominering: Den danske kortfilm ’Ridder Lykke’, instrueret af Lasse Lyskjær Noer, er nomineret i Live-action Short Film-kategorien. Jacob Neiiendam, chef for Filminstituttets Internationale afdeling, udtaler:
"Det er dybt imponerende, at vi igen får en dansk film igennem nåleøjet til Oscaruddelingen. I forhold til hvor få film, vi laver om året, er det uden sammenligning på internationalt plan. Det vidner om de danske filmskaberes internationale klasse. For både International Feature og dokumentar er det fjerde år i træk, vi har film shortlistet. Det er i sig selv en kraftpræstation.”
Årets Oscar-show finder sted i Los Angeles søndag den 11. marts.
Ridder Lykke af Lasse Lyskjær Noer
Dansk kortfilm fra 2022. Karl ankommer til kapellet for at tage afsked med sin pludseligt afdøde kone, Karen. Karl kan ikke få sig selv til at åbne kisten og erkende sit tab af sin elskede Karen. Han har ingen børn, og venner var noget Karen tog sig af, så nu er han alene og har ingen at søge trøst hos. Karl forsøger at isolere sig på toilettet, men støder på Torben, som håndterer sin sorg på en helt anden måde, åbent og ærligt, og han sender Karl ud på en indre rejse. Men alt er ikke, som det ser ud. Karl lyver, Torben lyver. Kan de tilgive hinanden? Og kan de tilgive sig selv?
Filmen er instrueret af Lasse Lyskjær Noer og produceret af Christian Norlyk for Jalabert Productions og Kim Magnusson for M&M Productions med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje. Medvirkende er Leif Andrée, Dick Kaysø, Jesper Lohmann, Dorte Rømer og Jens Jørn Spottag. Filmen kan ses på TV2 PLAY.
Producer Kim Magnusson har tidligere vundet to Oscars for bedste kortfilm: I 1999 for ’Valgaften’ (1998) instrueret af Anders Thomas Jensen og i 2014 for Anders Walters ’Helium’ (2013). Han har desuden været Oscar-nomineret for ’Ernst & Lyset’ (1996), ’Wolfgang’ (1997), ’Helmer & Søn’ (2006), ’Silent Nights’ (2016) og ’Ivalu’ (2023).
Danske Oscar-film
Fire danske film har vundet en Oscar i den internationale kategori: Gabriel Axels 'Babettes gæstebud' i 1988, Bille Augusts 'Pelle Erobreren' i 1989, Susanne Biers 'Hævnen' i 2011 og Thomas Vinterbergs ’Druk’ i 2021.
Senest i 2023 opnåede Simon Lereng Wilmonts dokumentarfilm 'A House Made of Splinters' en nominering i kategorien for bedste dokumentarfilm og Anders Walter og Pipaluk K. Jørgensens 'Ivalu' i kategorien 'Live action-kortfilm'.
Herunder ses de danske kandidater i den internationale kategori ved de seneste 10 Oscar-prisuddelinger. Listen er sorteret efter året for prisuddelingen:
2024 Bastarden / Nikolaj Arcel / Oscar shortlistet
2023 Holy Spider / Ali Abbasi / Oscar-shortlistet
2022 Flugt / Jonas Poher Rasmussen / Oscar-nomineret
2021 Druk / Thomas Vinterberg / Oscar-vinder
2020 Dronningen / May el-Toukhy
2019 Den skyldige / Gustav Möller / Oscar-shortlistet
2018 Du forsvinder / Peter Schønau Fog
2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret
2015 Sorg og glæde / Nils Malmros
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret