Rúnar Rúnarssons dansk-islandske film "Sparrows" er blevet inviteret til at deltage i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i San Sebastian.
Ari bor i Reykjavík med sin mor, men da hun må rejse væk på grund af sit arbejde, tvinges han til at tilbringe sommeren hos sin far i en lille flække i det vestlige Island. Den 16-årige dreng forsøger på bedste vis at klare sig igennem et vanskeligt forhold til sin far og opdager samtidigt, at hans barndomsvenner har forandret sig stærkt. I den temmelig håbløse og uholdbare situation må han erkende, at det kun er ham selv, der kan klare skærene.
Far og søn spilles af Ingvar E. Sigurðsson og Atli Óskar Fjalarsson, og desuden medvirker Kristbjörg Kjeld, Björk Björnsdóttir og Rade Šerbedžija.
Islandske Rúnar Rúnarsson er uddannet som instruktør fra Den Danske Filmskole i 2009. Hans kortfilm "Sidste gård" fra 2004 modtog en Oscar-nominering, og hans to prisvindende filmskolefilm, "Småfugle" fra 2008 og "Anna" fra 2009, blev begge udtaget til Cannes Festivalen. Instruktøren spillefilmdebuterede i 2011 med den dansk-islandsk producerede "Volcano", der blev udtaget til Directors' Fortnight på Cannes Festivalen.
Rúnarsson har selv skrevet manuskript, og Mikkel Jersin og Rúnarsson har produceret for Nimbus Film og Nimbus Iceland i samarbejde med Pegasus Pictures og MP Films med støtte fra Det Danske Filminstitut gennem konsulentordningen og fra The Icelandic Film Center m.fl.
"Sparrows" er klippet af danske Jacob Secher Schulsinger, og filmens fotograf er svensk/danske Sophia Olsson, som er uddannet på Den Danske Filmskole.
"Jeg har lavet mange film, men her følte jeg virkelig, at jeg var blevet skubbet ud af reden og skulle lære at flyve," siger den 34-årige danske producer Mikkel Jersin om optagelserne, der foregik i og omkring den lille by Flateyri på Islands nordvestlige kyst.
Mens Rúnarsson er vant til de islandske forhold, var det noget helt andet for Jersin og de øvrige danskere, der var med på optagelserne.
"Filmproduktioner bliver jo ofte udsat for uheld, men vi blev hele tiden ramt af de her dramatiske begivenheder, som for et dansk filmhold er ret usædvanlige. Det kom bag på mig, at man er så meget i naturens vold deroppe."
Læs mere om optagelserne: I naturens vold i Island
San Sebastian International Film Festival (18.-26. september)