Se det moderne verdensbillede fødes på Planetariets enorme kuppellærred

Lars Becker-Larsens prisbelønnede videnskabsdokumentar "Den bevægede jord" kan nu opleves i episke omgivelser. Tycho Brahe Planetariet viser en specialudgave på sit 1000 kvadratmeter store kuppelformede lærred med indslag fra salens Zeiss stjerneprojektor.

Tycho Brahes observationer fra den ellers uanseelige ø Hven sendte chokbølger igennem datidens dominerende verdensbillede. Accepterede sandheder krakelerede højlydt: himlen var under forandring og jorden i bevægelse.

Lars Becker-Larsens dokumentarfilm "Den bevægede Jord" skildrer de epokegørende opdagelser og de konflikter, de afstedkom. Og filmen fortæller historien om, hvordan nogle få renæssancemennesker - heriblandt Kopernikus, Kepler, Galilei, Newton og Tycho Brahe – over en kort og dramatisk periode kunne forandre vores forhold til universet og lægge fundamentet for den moderne naturvidenskab.

Anmelderne mente

”En filmisk bedrift af internationalt format, som bør blive elementært
materiale i gymnasieklasser kloden rundt”.
- Lars Henrik Aagaard, Berlingske Tidende 29.01.09

”Lars Becker-Larsens forrige film ’Københavnerfortolkningen’ blev prist som den bedste
europæiske videnskabs-film og sikrede forventningerne til instruktørens navn.
Det præger hans nye film, der er en luksuriøs produktion, skabt i stilen fra Discovery Channel og
National Geographic. Et fascinerende visuelt indblik i den europæiske renæssance,
som i sine bedste øjeblikke også er gedulgt poetisk”.
- Henrik Wivel, Weekendavisen 23.01.09

”Lars Becker-Larsens nye film fortæller historien om naturvidenskabens konflikt med
kristendommen beundringsværdigt letforståeligt”.
- Dorte Hygum Sørensen, Politiken 29.01.09


Filmen er produceret af Gitte Forup Randløv

Besøg filmens website

Den bevægede jord
Tycho Brahe og hans renæssancekollegers opdagelser lagde grunden for den moderne astronomi

Filmen, der vandt Grand Prix i Prag og prisen som Bedste Dokumentarfilm i Milano, er blevet tilpasset de unikke muligheder i Planetariets Rumteater, hvor den kan ses frem til den 3. januar 2010 (bestil billetter).

Den bevægede Jord er produceret af Danish Doc Production for DR TV, RUV og YLE med støtte fra Det Danske Filminstitut, Nordisk Film og TV Fond, Ministeriet for videnskab, innovation & teknologi, Knud Højgaards Fond, Tycho vision ApS, Undervisningsministeriet og Bodil Pedersen Fonden.