Odense, Aarhus, Viborg, København - og rundt omkring i hele landet. Her finder seks af efterårets store filmfestivaler sted. I Odense kan man se kortfilm og i Aarhus tv-serier. Viborg har fokus på animation, Buster viser film for børn og unge, og MIX Copenhagen er en af verdens ældste LGBTQ-filmfestivaler. Og så er der Salaam Filmfestival, som i hele landet viser film om kulturmøder.
Der er tale om veletablerede filmfestivaler. Den yngste er THIS, som har eksisteret siden 2017. Odense Film Festival startede i 1975. Festivalerne har hver deres niche, men de er også i konstant udvikling. Som noget nyt kan man på kortfilmfestivalen Odense International Film Festival og Aarhus Series i år også opleve spillefilm.
Festivalerne er blandt de mere end 20 forskellige filmfestivaler, som Det Danske Filminstitut har støttet økonomisk det seneste år. I indhold og publikum er de meget forskellige, men til sammen er de med til at sikre en rig og varieret filmkultur i hele landet.
Få overblik over de seks festivaler.
Salaam Filmfestival – 24. August
Salaam Film & Dialog kan i år fejre, at de i 20 år har arbejdet for med hjælp af film at nuancere integrationsdebatten og skabe mere dialog. Festivalen finder som vanligt både sted i biografer og i skoler over hele landet, og den løber indtil marts.
Odense International Film Festival – 28. august – 3. september
OFF er Danmarks ældste filmfestival og den eneste, der kan der kan kvalificere til Oscar og European Film Awards. Programmet for OFF23 er netop offentliggjort med mere end 200 visninger og events. Programmets vægt ligger på kortfilm, men der er også talks, filmvisninger under åben himmel og en filmkoncert.
Udover visningerne i Odense har festivalen også etableret en streamingtjeneste med ikke mindre end 571 kortfilm. Årets konkurrencefilm kan selvfølgelig først opleves fra den 28. august.
Buster – 25. september – 8. oktober
BUSTER er Skandinaviens største filmfestival for børn og unge, og der bliver vist mere end 170 film og tv-serier fra hele verden. Festivalen byder også på events og workshops med kunstnere og filmskabere i de københavnske biografer og kulturinstitutioner. Buster har tre programmer: Et til børnehaver, et til skoler og et til offentligheden. Over 30.000 børn, lærere og familier deltager hvert år på festivalen. Billetsalget for børnehaver og skoler er åbnet, mens billetter for familier sættes til salg den 4. september.
Festivalen finder primært sted i det centrale København, men er også at finde på Frederiksberg, Brønshøj, Amager, Odense og på særlige venues ude i hele landet.
Viborg Animation Festival – 25. september – 1. oktober
Viborg er Danmarks animations-hovedstad. Danmarks største animationsfestival ligger hér og fejrer hvert år animationshåndværket med filmvisninger, kulturelle arrangementer for det brede publikum og en konference for professionelle i animationsindustrien. På festivalen udfordrer VAF grænserne for animation og udfordrer publikum og branchens opfattelse af, hvad animation er og kan være.
Festivalens publikumsprogram er ikke offentligt endnu, men enkelte af festivalens brancherettede aktiviteter kan man allerede tilmelde sig.
THIS, Aarhus Series og Aarhus Filmdays – 27. oktober – 5. november
Med Filmby Aarhus som arrangør byder oktober og november på tre sammenhængende festivaler: THIS er en tredages mediefestival med fokus på bl.a. tv-serier, spil og nye medietendenser. Aarhus Series er en publikumsfestival med unikt fokus på tv-serier. Og som noget nyt suppleres den i år med Aarhus Filmdays, der har fokus på spillefilm. De tre parallelle festivaler henvender sig både til publikum og den professionelle mediebranche.
MIX Copenhagen 20. – 29. oktober
MIX Copenhagen er en LGBTQ-filmfestival, som har eksisteret siden 1986. Det gør den til en af landets ældste eksisterende filmfestivaler. Festivalens fokus er LGBTQIA+-tematikker (Lesbian, Gay, Bisexual, Trans, Queer, Intersex, Asexual m.fl.) – tematiseret i et omfattende program af kortfilm, spillefilm, dokumentarfilm og events. I 2021 modtog MIX Copenhagen Dansk Journalistforbunds Diversitetspris ved Ekko Shortlist Awards.