"Hvem er du? Alle har en del af deres liv, som de ikke deler med andre. Ikke engang dem, der er mest tæt på. Eller især ikke dem! "
Det er nogle af de ord, den 48-årige instruktør Jonas Elmer sætter på sin nye spillefilm, "Det andet liv", en multiplot-film, som følger tre mennesker – en skotøjsekspedient, en biseksuel lærer og en ung kvinde – der af vidt forskellige årsager søger en partner på internettet.
"'Det andet liv' udforsker vores trang til at få vores uopfyldte behov tilfredsstillet og udstiller dermed også vores passion, desperation og selvbedrag," udtaler Elmer, der har skabt filmen i samarbejde med komikeren Rune Tolsgaard, som også medvirker i filmen.
Sjove mænd i nye roller
Jonas Elmer blev uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 1995. To år senere brød han igennem med "Let’s Get Lost", en improviseret og humoristisk low-budget skildring af en flok smukke tabere på Nørrebro – og så endda i sort-hvid.
"Let’s Get Lost" var Elmers spillefilmdebut og satte også gang i adskillige skuespillerkarrierer, ikke mindst hovedrolleindehaver Sidse Babett Knudsens. I dag har filmen, der kom i kassen på bare 12 dage, status af kultklassiker, og Filmmagasinet Ekko tog i 2011 initiativ til, at filmen blev udgivet på dvd.
"Det andet liv" er udviklet i samarbejde med skuespillerne, og filmens tilblivelsesproces minder dermed om debutfilmens. Eller som Elmer formulerer det:
"Jeg har arbejdet igennem fire år som en maler eller musiker. En intuitiv proces. Intet har været skrevet ned. Jeg har arbejdet, søgt og fundet. Ikke alene, men med en lang række kunstnere, som er gået til projektet med en generøsitet og nysgerrighed blandet med knofedt. Det er ud af dette, at denne film er skabt."
Filmens opsigtsvækkende rollebesætning tæller – ud over Rune Tolsgaard – blandt andre sangeren Karen Rosenberg, det tidligere De Nattergale-medlem Uffe Rørbæk Madsen (der nok især er kendt for rollen som den nissehadende nåsåer Benny i "The Julekalender") samt musikeren og tv-manden Torben Steno i en lille rolle.
"Det andet liv", der har premiere 7. august, er produceret af Beofilm, Bebopfilm og Sebasto Film & TV med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Kim Leona. SF Film står for filmens distribution.
To af Jonas Elmers tidligere værker, kortfilmen "Det sublime" (1998) og spillefilmen "Nynne" (2005), kan findes på Filmstriben.