Det var et af de mere krogede træer i skoven, der faldt, da filmhistorikeren og instruktøren Carl Nørrested lørdag morgen forlod denne verden efter længere tids sygdom. I en dansk sammenhæng var Nørrested avantgardefilmens grand old man par excellence. Og i et stadig mere strømlinet og professionaliseret mediebillede fremstod han, som tiden gik, i stigende grad som en ener, der havde karakter, integritet og ukuelighed til at blive ved med at insistere på det kuriøse, det uglamourøse, det besværlige. Kort sagt: hele den underskov af egenartede værker og kunstnere, som filmjournalister og fagfolk ofte kommer til at overse, fordi den massive mainstream har det med at blokke synsfeltet ud.
Ikke hos Carl Nørrested. Uanset hvornår man stødte på ham, var der altid en ny obskur plante i filmkunstens væksthus, han lige havde set, lige havde opdaget eller gerne ville finde. Intet var for perifert til at blive registreret – ikke fordi Nørrested automatisk elskede alt det sjældne, for kritisk var han også – men fordi det var vigtigt i det mindste at have set det. Og fordi det var blevet en livsopgave at føre det hele til protokols, hvilket skete i et voksende bibliotek af sirligt håndskrevne notesbøger.
Nørrested færdedes i egne af filmkunsten, hvor han ofte var alene, og det var et ansvar, han var sig bevidst. Han kom, han så, og han noterede, så det var en lyst. Hvem skal nu brænde for at opstøve en kopi af Andy Warhols debutfilm fra 1963, Tarzan and Jane Regained … Sort Of? Hvem skal nu afgøre, om netop denne sjældent viste film er en vigtig manglende brik i avantgardehistorien? Hvem skal nu være Carl Nørrested?
Netop på grund af sin kompromisløse tilgang til filmkunsten opnåede Nørrested hverken magt eller høje positioner inden for de officielle institutioner. Snarere var han sin egen institution, et omvandrende opslagsværk og et – undskyld mig – avantgardehistorisk fyrtårn (Nørrested var barnebarn af stumfilmsstjernen Carl Schenstrøm, den høje makker i komikerparret Fyrtårnet og Bivognen). Han var uddannet mag.art. og ph.d. i filmvidenskab og underviste i en årrække i filmhistorie på Københavns Universitet. Han sad i den bestyrelse, som var med til at rejse Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Og han var aktiv i et hav af sammenhænge, fra undergrundsgalleriet (og produktionsgruppen) Trekanten på Vesterbro til Statens Museum for Kunst, hvor han var involveret i opbygningen af biografen i underetagen.
Herudover delte Nørrested ud af sin viden i foredrag, artikler og bøger. Han var tilknyttet magasinerne North og Kosmorama og udgav en række publikationer, heriblandt referenceværket Eksperimentalfilm i Danmark (1986) (sammen med Helge Krarup), registranten Det definitive afslag … Film og video om, med og af danske billedkunstnere (2000) (også med Krarup) og senest Grønlandsfilm. Blandt eskimoer, eventyrere, kolonisatorer og etnografer (2011).
Og så var der magisterens egne film: et kvantitativt beskedent, men kvalitativt højst originalt bidrag til den danske filmskat. Det begyndte med den besynderlige Codans bølge (1964-85), en finurlig og på sin vis direkte morsom eksperimentalfilm, som var mere end tyve år undervejs. I 1992 blev et altid underfundigt sortsyn omsat til fiktion i 2400 NV, en novellefilm, hvor forfatteren Peter Poulsen (som instruktørens alter ego) spiller en resigneret eksistens fra Københavns Nordvestkvarter, en enlig mand af den type, som gerne betaler underboen for at få lov til at gå tur med dennes hund, og som ikke ser sig for god til at hyre nogle rødder fra den lokale bodega til at tage med hjem og fejre sin 50-års fødselsdag.
Depressionen lagde også bund under den langt mere aparte I sin afmagt møder Sch. Rembrandt fra 1993. Hér mødes spleen og humor, eksperiment og folkelighed i et portræt af en skiltemager – “Rembrandt” – hvis karakteristiske streg i en årrække prydede mange af hovedstadens slagterbutikker. Men Carl Nørrested havde ikke været Carl Nørrested, hvis ikke filmen samtidig var blevet et selvportræt og et monument over kunsten at fejle spektakulært og med værdigheden i behold. Og fem år senere lagde Nørrested navn til en overraskende regelret undervisningsfilm, Fra øje til øre (1998), en pædagogisk overflyvning af lydfilmens historie, båret af instruktørens enorme viden og krydret med den ægte film-buffs kærlighed til nørdede detajler.
Meget andet kunne nævnes. Nørrested var næppe kendt af en større offentlighed, og succes i ordinær forstand kom han aldrig rigtig til at opleve. Men i miljøet var han mere end synlig – en flittig gæst ved biografernes pressevisninger og typen, der ofte blev inviteret til at optræde i cameo-roller i kollegernes projekter. Og hvad er succes i øvrigt? Er det ikke også en form for succes at være afholdt af sine venner og respekteret af sine ligesindede? Privat fandt Nørrested på et relativt sent tidspunkt i livet kærligheden i samlivet med sin Martine. I marts i år blev han udnævnt til æresmedlem af foreningen Danske Filminstruktører. Og han blev ved med at drømme om nye projekter til det sidste.
Selv efter at kræftsygdommen havde fået godt fat, planlagde han en rejse til Grønland, som skulle udmønte sig i endnu et filmprojekt. Og sammen med undertegnede arbejdede han på en bog om amerikansk avantgardefilms historie. Den må nu skæres anderledes, eftersom den ikke længere kan trække på Carl Nørresteds encyklopædiske viden – for med hans bortgang er det præcis, som Laurie Anderson i en af sine sange har formuleret det om sin fars død:
“When my father died it was like a whole library / Had burned down.”
