Stærkt dansk islæt i Göteborg

FESTIVAL. Mads Matthiesens "The Model", der kan ses herhjemme fra 11. februar, er blandt titlerne på Göteborg Filmfestival, der i år er godt spækket med danske film.

Göteborg Filmfestival er et vigtigt udstillingsvindue for nordisk filmkunst og et travlt mødested for branche og journalister, og når årets første store festival med nordisk fokus søsættes den 29. januar, er det med ikke mindre end 13 danske film på programmet. Se oversigt over film nederst samt factsheets til højre

Det stærke danske islæt tegner sig ikke mindst i hovedkonkurrencen Dragon Award Best Nordic Film, hvor fire ud af de otte titler er fra Danmark.

Mads Matthiesens "The Model", der har premiere herhjemme den 11. februar, møder hermed sit første større publikum i dysten om bedste nordiske film. Matthiesens anden spillefilm, der følger en ung piges farlige rejse gennem den parisiske modeverden, konkurrerer side om side med Tobias Lindholms Oscar-shortlistede "Krigen", Martin Zandvliets "Under sandet" og Rúnar Rúnarssons "Sparrows". Sidste års vinder var netop dansk, nemlig Samanou Acheche Sahlstrøms debutfilm "I dine hænder".

Dokumentarfilmen "Motley's Law" af Nicole N. Horanyi, med dansk biopremiere den 27. januar, er udtaget til hovedkonkurrencen for dokumentarfilm, og flere dokumentarfilm deltager i sideprogrammet Nordic Light. I dette udvalg af nordiske highlights får også spillefilmdebutanten Puk Grasten verdenspremiere med "37", der bygger på en virkelig hændelse, et bestialsk mord, i New York i 1964.

Susanne Bier bliver årets store æresgæst og skal modtage hædersprisen Nordic Honorary Dragon Award under festivalen, der viser instruktørens Oscarvinder "Hævnen". Bier afholder desuden en masterclass.

Årets afslutningsfilm bliver Henrik Ruben Genz' "Tordenskjold & Kold", som vi kan se herhjemme fra den 28. januar.

Göteborg International Film Festival 29. januar – 8. februar 2016 

13 danske film i Göteborg

Dragon Award Best Nordic Film

  • The Model – Mads Matthiesen / dansk premiere 11. februar
  • Krigen – Tobias Lindholm
  • Sparrows – Rúnar Rúnarsson
  • Under sandet – Martin Zandvliet

Dragon Award Best Nordic Documentary

  • Motley's Law – Nicole N. Horanyi  / dansk premiere 27. januar

Nordic Light

  • 37 – Puk Grasten
  • Rosita – Frederikke Aspöck
  • Sommeren '92 – Kasper Barfoed
  • Et hjem i verden – Andreas Koefoed
  • Naturens uorden – Christian Sønderby Jepsen

Divine Comedy

  • Mænd & høns – Anders Thomas Jensen

Nordic Honorary Dragon Award

  • Hævnen – Susanne Bier

Afslutningsfilm

  • Tordenskjold & Kold – Henrik Ruben Genz / dansk premiere 28. januar