Simon Stahos ottende spillefilm, "Miraklet", skal en tur til Rumænien. Filmen er nemlig blevet udtaget til Transilvania International Film Festival, der allerede er skudt i gang og løber frem til den 8. juni i byen Cluj.
"Miraklet" indgår i programmet Supernova, der er en særlig showcase for world cinema. Transilvania International Film Festival har tidligere vist Staho-filmene "Daisy Diamond" og "Magi i luften".
"Miraklet" er ikke uvant med festivaldeltagelse: I efteråret 2013 blev filmen udtaget til hovedkonkurrencen på både Chicago International Film Festival og Montreal World Film Festival. På sidstnævnte filmfestival vandt Peter Plaugborg prisen for Bedste Mandlige Skuespiller for sin præstation som den stærkt troende ægtemand og præst, Erik.
"Miraklet" har dansk biografpremiere torsdag den 5. juni.