Fænomenet "lavbudget" er langtfra nyt, men har fået øget opmærksomhed i en tid, hvor talenterne er mange, pengene små og teknologien mere tilgængelig end nogensinde før.
FILMupdate har bedt fire filmfolk, der repræsenterer forskellige hjørner af den danske branche, om at dele deres erfaringer, tanker og visioner om filmproduktion på beskedne budgetter:
Produceren
Jacob Jarek, Profile Pictures, producer af mikrobudgetfilmen Shelley
Der kan helt sikkert være masser af energi i lavbudgetfilm. Eller i hvert fald en anden type energi, som jeg håber man kan fornemme i vores kommende film "Shelley". En fandenivoldsk energi. De lavbudgetfilm, der for øjeblikket bliver lavet rundt omkring, kan ses som en slags protestfilm – en protest fra instruktørerne mod at skulle vente på den store finansiering, som jo er vanskeligere at sikre sig som nyt talent. "Nu laver vi den sgu, nu har vi muligheden!" Små budgetter giver jo en masse kreativ frihed. Den energi smitter af på filmene, hvis de bliver gode.
Når man laver en film med et lille budget, skal man sikre sig, at manuskriptet bygger på en lavbudget-ide. Det skal være en kvalitet i sig selv, at filmen er lille. Prøven er at spørge sig selv, om filmen bliver bedre eller dårligere af det, hvis man lægger flere locations og flere skuespillere på. Hvis den bliver dårligere, har man måske en lavbudget-ide. Hvis den bliver bedre, er det måske ikke en lavbudget-ide, men snarere en nedkogt ide, som man bare vil lave, fordi man er desperat.
Det er overhovedet ikke business as usual at producere en lavbudgetfilm. På "Shelley" havde vi én location, som var ekstrem vigtig for os. Vi havde tre skuespillere, og så havde vi en kort produktionsperiode på bare tre uger. Det var som en intens energiudløsning. Vi boede sammen på et vandrerhjem tæt på location. Vi var sammen 24 timer i døgnet. Vi havde en kok med, som lavede tre måltider om dagen, rigtig god mad, og der blev en god stemning i det at være sammen.
Som producer skal man være med allerede i udviklingsprocessen. Det er ikke nok først at koble sig på i præproduktionen. Man er meget mere praktisk gris end i en almindelig film. Jeg var hundrede procent med under selve produktionen. Økonomien skal styres meget minutiøst, og jeg skal være med til at drive processen frem og opbygge en stemning.
Film som disse bliver jo lavet rundt omkring i verden i stor stil. På den måde er det ikke noget nyt. Jeg tror, at Filminstituttets nye initiativ kan tilføre noget godt ved at understøtte tendensen. Det kan give noget frihed og dermed få forløst en kreativ energi i branchen.
Jacob Jarek har produceret mikro-budgetfilmen Shelley for 2,5 mio. kr. i sit eget selskab Profile Pictures, som han driver sammen med producerne Ditte Milsted, Thor Sigurjonsson og Caroline Schlüter Bingestam. Filmen har modtaget støtte fra talentordningen New Danish Screen. Shelley er en psykologisk horrorfilm om et par, der forgæves forsøger at få et barn, og er instrueret af iransk-fødte Ali Abbasi. Forventet premiere senere på året.
Filmskolelederen
Vinca Wiedemann, rektor for Den Danske Filmskole
Kvalitet er ikke prisafhængig. Små budgetter skærper ikke i sig selv kvaliteten. Enhver, der har prøvet at lave en fantastisk kartoffelmad, ved, at en kartoffelmad kan smage fuldstændig lige så fantastisk som østers. Det er to meget forskellige retter, men inden for begge kan vi tale om kvalitet. Vi kan tale om kvalitet i tilberedningen, i grundstofferne, i sammensætningen … Det kan man også, når man taler om film.
I modsætning til tidligere, hvor de unge skulle gå på filmskolen for at komme i gang med at lave film, så har langt de fleste jo lavet film, før de kommer ind. Og de film bliver lavet, uden at der er millioner til rådighed. Groft sagt har de unge i dag hverken brug for Filmskolen eller for Filminstituttet, for de har meget nemmere adgang til teknologien og kan lave film uden vores hjælp. De behøver ikke os for at få adgang til produktionsapparatet. Det kræver en omdefinering af vores roller som offentlige institutioner.
På Filmskolen skal vi stimulere vores studerende til at få et bredere register. Vi skal give dem et bredere fundament, både dannelsesmæssigt og udtryksmæssigt, i forhold til arbejdet med at skabe film. Hvis man kun arbejder på markedets betingelser eller laver det, som man synes er spændende lige nu og her, er der en risiko for, at man ikke afprøver sig selv nok. Filmskolen kan være med til at udfordre de unges ideer om sig selv som filmmagere og få dem til at bevæge sig uden for deres comfort zone, så de kan raffinere, forfine og udvikle deres udtryk i samarbejdet med andre – og så de måske skaber noget, der er afgørende nyt og anderledes.
I dag er det at lave gode film ikke nødvendigvis noget, der er mange penge til. På Filmskolen forholder vi os meget bevidst til den virkelighed. Det kræver, at man for eksempel ved, hvad tingene koster. Det at kunne skabe et godt produktionskoncept, der er kunstnerisk funderet, bliver afgørende for, om det lykkes at lave en god, billig film. Det skægge og inspirerende ved at tænke ind i et stramt koncept er, at man også er tvunget til at udfordre sin egen vanetænkning som filmmager. Vi kan jo bare gå tilbage til Dogme-filmene for at se, hvilke skønne film der kan komme ud af det. De film var aldrig blevet til, hvis der havde været 25 mio. kr. til rådighed, det er helt sikkert.
Instruktøren
Michael Noer, instruktør af R, Nordvest og Nøgle Hus Spejl
Vi instruktører vil lave film for hvad som helst. Hvis jeg har en film, jeg brænder for, så vil jeg lave den lige meget hvad. Men som instruktør er man selvfølgelig altid interesseret i at få de bedste vilkår for sin film. Derfor tror jeg ikke, at der er nogen, der som udgangspunkt er interesseret i at lave lavbudgetfilm. Man gør det for at få realiseret sin film.
Man taler meget om, at instruktøren skal være kreativ, når det drejer sig om lavbudget. Men for mig at se skal produceren være endnu mere kreativ. Jeg har været så heldig at opleve flere gange, hvordan produceren kan være en fantastisk offensiv sparringspartner.
Et eksempel var i forbindelse med "R", min og Tobias Lindholms debutfilm, der havde et budget på under 6 mio. kr. Vi vidste, at vi ville lave en fængselsfilm, og det lykkedes René Ezra og Tomas Radoor fra Nordisk Film at skaffe os adgang til et tidligere fængsel, et helt fængsel, der nu stod tomt – og det var, før vi overhovedet havde et færdigt manus. Det havde dermed indflydelse på udviklingen af vores historie, der altså skulle kunne eksekveres på én location. Det var igen en offensiv, kreativ manøvre fra producenternes side.
Med min nye film, "Nøgle Hus Spejl", havde jeg og manuskriptforfatter Anders August ikke meget andet end en historie nedfældet på en serviet. Det var den, vi præsenterede for skuespiller Ghita Nørby. Vi vidste godt, at hvis vi skulle lave en film om en ældre dame på et plejehjem, så er der ingen andre end dansk film og teaters ukronede dronning, der kan bære den. Derfor var det vigtigt at få hende tilknyttet med det samme. Det handler om, at tingene ikke nødvendigvis skal gøres i den vante rækkefølge. Man er tvunget til at tænke sin ide som noget, der er eksekverbart.
Det er fedt at tage nogle hårde beslutninger i starten for at slippe for at indgå nogle middelmådige kompromiser senere hen. Og det kræver en producents stærke involvering – og en instruktør, der kender værdien af penge og kan indgå i et stramt produktionskoncept, og det uanset om vi taler om et lille eller stort budget.
Michael Noer spillefilmdebuterede i 2010 med lavbudgetfilmen R (sammen med Tobias Lindholm). I 2013 havde han premiere på sin anden spillefilm, Nordvest. Nøgle Hus Spejl, der kan ses i de danske biografer fra november, fortæller historien om Lily, spillet af Ghita Nørby, der oplever kærligheden i en sen alder.
Beslutningstageren
Claus Ladegaard, Direktør for Filmstøtte på Det Danske Filminstitut
Groft sagt er udfordringen i Danmark, at vi har for meget talent og for få penge. Vi har brug for flere film, hvis vi skal opretholde en diversitet og en høj standard i filmudbuddet. Da teknologien i dag gør det muligt at lave en spillefilm for relativt få penge, vil vi på Filminstituttet gerne støtte ideen om lavbudgetfilm, fordi det netop kan medvirke til, at der bliver lavet flere film i Danmark.
På Det Danske Filminstitut har vi derfor lanceret et initiativ, der gør det muligt for filmfolkene at søge støtte på tværs af de eksisterende ordninger, det vil sige både inden for de mere kunstnerisk prægede ordninger og de mere kommercielle. Støtten er målrettet til film, der har et maksimumbudget på henholdsvis 3 og 6 mio. kr.
Initiativet er vigtigt, fordi vi kan få nogle nye talenter i gang hurtigere. Der er alt for mange unge instruktører, der venter alt for længe, før de debuterer med en spillefilm. Initiativet sigter også på, at vi med disse "billige" film kan lege lidt med distributionsformerne, idet de har færre private penge på spil end ellers. Måske skal de slet ikke i biografen. Måske skal de på VOD, så på tv, og så i biografen … Vi kan lege med alle mulige nye kombinationer, som forholder sig til, at folks vaner med hensyn til at se film er i opbrud.
Vi håber også, at de lave budgetter tvinger filmfolkene til at lave deres film på nye måder, og at der dermed bliver genereret nye typer historier, nye indtægter og nye produktionsmåder, som vil danne skole. Altså at vi også får en indholdsmæssig og formmæssig nytænkning ud af det.
Men ordningen skal ikke kun forstås som en mulighed for debutanter. Vi vil gerne invitere filmfolk, der allerede har en, to eller ti spillefilm på cv'et, til også at arbejde på denne måde. Vi kan jo se i de lande, som vi har ladet os inspirere af, at denne type mikro- og lavbudgetordninger også appellerer til mere erfarne kræfter, som imellem de større projekter har fundet en glæde ved at lave billigere film med en stram ide.
Se mere om Det Danske Filminstituts nye støtteinitiativ rettet mod lavbudgetfilm i faktaboksen øverst til højre.
Shelley
I en isoleret villa ved en sø dybt inde i en skov bor Louise og Kasper i harmoni med naturen og langt væk fra den moderne dagligdag: væk fra mobiltelefoner, hightech og tilmed elektricitet. Louises store drøm i livet er at blive mor, men hun kan ikke få børn. I desperation indgår Louise derfor en pagt med sin rumænske tjenestepige, Elena, som vil føde Louises barn og være dets rugemor mod en betydelig betaling.