Støtte til ny film af Guldbrandsen

Det Danske Filminstitut har givet støtte til en ny dokumentarfilm af Christoffer Guldbrandsen, hvis seneste film "Dagbog fra midten" har trukket massive seertal og skabt stor debat.

"Præsidenten" er en international produktion om kampen for og imod et politisk integreret Europa. Filmens medvirkende er alle tidligere eller nuværende regeringschefer, som personligt har deltaget i processen. Blandt de medvirkende er tidligere ministerpræsident i Italien Romano Prodi og statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Filmen optrevler den komplekse proces fra ide til gennemførsel af Lissabon traktaten.

Instruktør Christoffer Guldbrandsen siger om filmen:
"Der er tale om et spil, hvor kynisme og idealisme skal forenes. Det er dette magtspil, som er filmens omdrejningspunkt. Indblikket og forståelsen af den fælles europæiske magts væsen og en politisk kultur, der har rødder hundreder af år tilbage, og som både rummer dramatik, intriger, forfængelighed og grådighed."

Filmen produceres af Ane Mandrup Pedersen for Guldbrandsen Film ApS. Konsulent på Det Danske Filminstitut, Michael Haslund-Christensen, har støttet filmen med 950.000 kr.

"Præsidenten" er på forhånd solgt til en række europæiske lande bl.a. Holland, Irland, Tjekkiet, Finland, Sverige, Norge og Estland.

For yderligere oplysninger:

Det Danske Filminstitut
Michael Haslund-Christensen, michaelhc@dfi.dk, 3374 3544