I en ung alder så Tine Katinka Jensen døden i øjnene og overlevede mirakuløst en hjernesvulst. Hun kom ud af den oplevelse med en særlig sensibilitet, og livet var herefter i håndholdt nær. Erfaringen gav hende en radikal frygtløshed og også en gudbenådet sikkerhed i at styre uden om livets småtingsafdeling.
Der var intet ved Tine Katinka, der var småtskåret, og intet i hendes tilgang til andre mennesker, som gjorde dem mindre. Tværtimod. Hun gjorde sig umage for at være til stede og se menneskene omkring sig. At virkelig se har med hengivelse og ærlighed at gøre. At blive set af Tine var dejligt og også en smule nervepirrende.
Jeg husker første gang, jeg mødte Tine. Det var i 2005 til Filmskolens afgangsfest. Hun gik rundt arm i arm med sin films hovedkarakter, Angie. Hendes kjole var af strålende grøn silke, håret blondt, hun var så høj, fregnet og stilig. Grinet var ikke til at glemme igen. Hun var absolut, en kvinde med format.
Mit møde med Tine faldt nogenlunde sammen med, at Elise Lund Larsen og jeg stiftede vores produktionsselskab Bullitt Film. I den proces var der søvnløse nætter og spekulationer – som altid, når man skal etablere noget nyt. I den proces gav Tine en uvurderlig gave: Tillid. Og total opmuntring. Hvilken gave at få.
Tines talent for filmen er ikke til at tage fejl af, og det lyser ud af alle hendes film. Hendes credo var: "Når jeg har min medvirkende, så har jeg min film." I min optik er det dokumentaristens fornemste egenskab, hendes adelsmærke: At have øje for den, hun filmer, og lade øjet fremelske det filmiske stof i sin medvirkende, at se potentialet og dermed realisere det. Tine havde ikke travlt med at fiksere plot og fremdrift, så længe hun havde forbundet sig til sin karakter.
Tine Katinka var optaget af kvinder med et liv levet på kanten. Kvinderne i hendes film bakser med deres liv, men det er ikke synd for dem. Det er uperfekte liv, forvaltet af mennesker med livslyst, stamina og sanseligheden i behold. Inklusive hendes eget. I hendes midtvejsfilm "Tines film", som blev til i tæt samarbejde med Poul Berg, hendes mand, tager hun tilskueren med ind på rejsen mellem liv og død, generøst og usentimentalt. Det samme i "Solange on Love", som handler om kærligheden mellem mand og kvinde, og i "Vilde piger" om de udsatte, vrede unge piger.
I alle sine film gør Tine Katinka radikalt op med ideen om, at livet på kanten er lig med magtesløshed. Man kan godt være bestjålet, forført og bevidst om det på en og samme tid, og af en og samme mand. Livet lader sig ikke reducere af politisk korrekthed.
Tine lavede en liste efter sit første livstruende sygdomsforløb: "Inden jeg dør, vil jeg gerne …" Jeg tror faktisk, at hun fik sat flueben ved det meste på den liste. Hun ville gerne rejse i Sydamerika – langt. Hun beskrev følelsen af den uendelige, støvede landevej, som hun ville opleve. Og det gjorde hun, rejste. Heldigvis med kamera. Og ud af den rejse kom filmen "Solange on Love", som blev kåret til årets bedste danske dokumentar på CPH:DOX i 2008, og som vi producerede, vores første film. En hyldest til den kærlighed, som man ikke kommer sovende til, og som man må leve op til og kæmpe for.
Ud af den rejse kom også en efterlysning på Interpol af Tine Katinka som biltyv, fordi hun ved afrejsen godtroende eller måske distræt afleverede nøglen til lejebilen til en chilensk bondefanger. Shit happens!
Et par år senere lavede vi filmen "Vilde piger". Tine filmede i Brøndby og udviklede et makkerskab med Mette Carla Albrechtsen bag kameraet og de seje, vilde unge piger foran. Mens vi alle fik kam til vores hår under den produktion, lykkedes det Tine at gøre helt op med det endimensionale billede af pigerne. Den dag i dag præsenteres filmen, håndbåret af en af de medvirkende, for socialpædagoger rundt om i landet.
Når jeg ser "Solange on Love", ser jeg både Tine og Solange meget tydeligt. Der er intet tilbageholdt i det. Det er ærligt, råt og smukt. Der er intet at fortryde, meget at begribe og endnu mere at længes efter.
Jeg er så glad for, at vi arbejdede sammen, og så ked af, at det holder op. Jeg ved, at bevidstheden om, at det hører op, er det, der gjorde alt omkring Tine meget intenst. Det var præcis det, hun så i øjnene.
Vibeke Vogel, København den 1. oktober 2015
