Succesen skal fastholdes

"Vi er mega gode på filmområdet, og den succes skal fastholdes." Det udtaler kulturminister Carina Christensen i et interview i Børsen.

Carina Christensen fortsætter: "Film er et vigtigt satsningsområde, derfor lytter jeg også meget til, hvad Filminstituttet melder ud omkring, at tv-stationerne fylder for meget. Vi skal også have fokus på, at de små producenter ikke bliver klemt. Og så er det vigtigt for mig, at vi bestræber os på at få snakket filmforliget ordentligt igennem, så medieforliget ikke løber med alt fokus, som det har for vane."

Film er et vigtigt satsningsområde

I interviewet "Et år på øretævernes holdeplads", der er bragt i anledning af, at Carina Christensen går ind i sit andet år som kulturminister, redegør ministeren for sine kommende centrale indsatsområder, der ud over filmforlig er teaterlov, videnbank og visionen om "Kultur til alle".