Ole Christian Madsens "Superclásico" er inde i varmen. Den blev i dag indstillet af Academy of Motion Picture Arts and Sciences som en af de ni film, der kan opnå en Oscar-nominering i kategorien Best Foreign Language Film.
De ni shortlistede film er:
"Bullhead", Belgien
"Monsieur Lazhar", Canada
"SuperClásico", Danmark
"Nader og Simin – en separation", Iran
"Footnote", Israel
"Omar Killed Me", Marokko
"In Darkness", Polen
"Warriors of the Rainbow: Seediq Bale", Taiwan
"Pina", Tyskland
Heraf vil fem film blive nomineret. Hvilke offentliggøres tirsdag den 24. januar kl. 5.30 Los Angeles-tid svarende til 14.30 dansk tid. Selve Oscar-festen finder sted søndag den 26. februar.
Jo, Superclásico ka'
Da "Superclásico" havde premiere på Torontos Internationale Filmfestival, stod det klart, at den kunne få et nordamerikansk publikum til at juble, og det ry har siden fulgt filmen på det amerikanske kontinent.
Superclásico blandt Oscar-favoritter
Superclásico hyped on Oscar tour
Herhjemme opstod der diskussion, om "Superclásico" var det korrekte valg, da Ole Christian Madsens film blev indstillet af en komité nedsat af Det Danske Filminstitut og filmbranchens organisationer. Komitéen, der var den samme, som indstillede Susanne Biers "Hævnen" året før, havde valgt at satse på en dark horse, og i filmbranchen og medierne ytrede flere, at filmen ikke ville have en chance hos Akademiets medlemmer.
"Vi ønsker tillykke til Superclásico og glæder os over dagens shortlistning. Den understreger det høje begavelsesniveau i komitéen," siger komitéens formand Henrik Bo Nielsen med et skælmsk smil.
Ved årets danske Bodil- og Robert-nomineringer har det ikke skortet på nomineringer af "Superclásico" til filmen, instruktøren, Anders W. Berthelsen, Paprika Steen, den argentiske skuespiller Adriana Mascialino, manuskriptforfatter Anders Frithiof August, der har skrevet sammen med instruktøren, fotograf Jørgen Johansson, scenograf Søren Schwartzberg, special effects ved David Ryberg Lessel & Dan Dirckinck-Holmfeld, sounddesigner Hans Møller og sangen "A ésta invitación" af Jonas Struck.
Vejen til en Oscar
Hver nation har haft mulighed for at indstille én film til nominering i kategorien Best Foreign Language Film. Filmene er derefter blevet vurderet af medlemmer fra The Academy of Motion Picture Arts and Sciences. De har valgt seks af de ni film, der er med på den såkaldte shortlist, som er offentliggjort i dag. De sidste tre film er valgt af en komité under Academy of Motion Picture Arts and Sciences.
Ud fra shortlisten skal 20 medlemmer fra Los Angeles og 10 medlemmer fra New York i den kommende weekend stemme om, hvilke fem af de ni film der opnår nomineringerne, som meldes ud på tirsdag.
"SuperClásico" havde dansk premiere den 17. marts sidste år og er blevet af 185.000 i biograferne. Filmen er produceret af Lars Bredo Rahbek og Signe Leick Jensen for Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.