Susanne Biers "En chance til", der får dansk biografpremiere den 15. januar, er udtaget til hovedkonkurrencen på den internationale filmfestival i San Sebastian i Nordspanien, som afholdes fra 19. til 27. september. Det bliver filmens europæiske premiere, da Bier er inviteret til verdenspremiere på Toronto International Film Festival allerede i starten af september.
Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen spiller Andreas og Simon, kriminalkommissærer og bedste venner, som lever vidt forskellige liv. Andreas er lykkelig med sin smukke kone Anna og deres fælles søn, mens den fraskilte Simon størstedelen af tiden kan findes stangstiv på den lokale stripklub. Alt bliver vendt op og ned, da de en dag kaldes ud til husspektakel hos Tristan og Sanne, et junkiepar fanget i en ond spiral af vold og stoffer. Det ligner en rutinesag – indtil Andreas finder deres forsømte baby grædende. Den ellers så afmålte politimand bliver konfronteret med sin egen magtesløshed og rystes i sin grundvold. Og efterhånden som Andreas langsomt mister grebet om retfærdighed, bliver det op til den uregerlige Simon at genoprette grænsen mellem ret og uret.
Maria Bonnevie, Nikolaj Lie Kaas og Lykke May Andersen ses i filmens andre store roller sammen med blandt andet Søs Egelind, Kirsten Lehfeldt, Bodil Jørgensen, Thomas Bo Larsen, Mille Lehfeldt, Molly Egelind og Roland Møller.
Manuskriptet til "En chance til" er skrevet af Anders Thomas Jensen baseret på en historie af ham og Susanne Bier, og Sisse Graum Jørgensen har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. Desuden har DR, FilmFyn, det svenske filminstitut, SVT, Film I Väst, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages støttet.
San Sebastian Filmfestivalen, som afholdes fra 19. til 27. september, er en af Europas store, vigtige festivaler i gruppe med A-filmfestivalerne i Cannes, Berlin og Venedig. Det er tredje gang, Susanne Bier har en film i hovedkonkurrence her. Biers Dogme-film "Elsker dig for evigt" deltog i 2002, og to år senere "Brødre".
Sidst en ny dansk spillefilm deltog på festivalen var i 2012, hvor Katrine Wiedemans "Viceværten" blev vist i sektionen New Directors. Seneste danske film i hovedkonkurrencen i San Sebastian var Kristian Levrings "Den du frygter" i 2008 og Simon Stahos "Daisy Diamond" i 2007.
Læs mere om San Sebastian International Film Festival
Bille August til San Sebastian