Sverige digitaliserer filmarv

FILMARKIV. Den svenske regering har bevilget 40 millioner svenske kroner til digitalisering af filmarven.

Hvis svenskerne skal kunne se svenske film i biograferne, som nu er digitaliserede, er det en nødvendighed, at også filmarven digitaliseres. Det er den svenske regerings begrundelse for en bevilling på 40 millioner kroner til Det Svenske Filminstitut til en særlig indsats på området.

Digitaliseringen gør filmarven anderledes tilgængelig og åbner mulighed for, at filmene vil kunne vises på flere flader: web, dvd, tv og i digitale biografer.

Ifølge en vurdering fra EU-kommissionen skal digitaliseringsarbejdet ske indenfor de næste 7-10 år, mens der stadig findes udstyr til at gennemføre den store analoge scanningsopgave.

"Vi er meget glade for, at regeringen har taget denne beslutning, som i grunden handler om at gøre hele vores filmhistorie tilgængelig nu og i fremtiden. Svensk film er ikke blot den nye film, men også 100 års kulturskat og en uvurderlig kilde for alle, der vil lære noget om Sverige gennem de seneste 100 år," siger direktør for Det Svenske Filminstitut, Anna Serner.

I Det Svenske Filminstituts arkiv findes omkring 2.500 svenske spillefilm, og med de 40 millioner svenske kroner vil cirka 500 af dem kunne digitaliseres.

Læs mere om Det Svenske Filminstituts overvejelser om digitalisering af filmarven: http://sfi.se/sv/Filmarvet/Om-filmarkivet/Digitalisering/Fragor-och-svar-om-digitalisering/

Video fra Det Svenske Filminstituts seminar tidligere på året: http://sfi.se/sv/Filmarvet/Om-filmarkivet/Digitalisering/Se-och-hor-Filmhistorien-tillganglig-for-alla---eller-ingen-/

Tags: