Tågebanker og fabelfjer

BERLIN. "Den kæmpestore bjørn" fik en varm modtagelse i Berlin i 2011, og nu er instruktør Esben Toft Jacobsen og manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt klar med en forunderlig dyrefabel om gå-på-mod og savn i den svensk-producerede "Fjerkongens rige". Filmen er i konkurrence i Berlin og får dansk premiere 10. april.

Persongalleriet er ikke helt almindeligt. En lille kanin med blafrende ører, der dykker ned i havet på stædig søgen efter sin mor. En frø, der er kaptajn på et dampskib, som er lavet af vraggods. Og et stort, flyvende væsen, der ligner en blanding af ørn, hund og gnaver.  

Fantasien får vinger i instruktør Esben Toft Jacobsen og manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholts "Fjerkongens rige". Duoen bag "Den kæmpestore bjørn", der fik en flot modtagelse på Berlinalen i 2011, tager os denne gang med på en farefuld færd til Fjerkongens Rige sammen med kanin-drengen Johan. Han leder efter sin mor, som er blevet bortført af Fjerkongen.

Havet som fascinationspunkt

De imponerende totalbilleder til havs og til lands sender tankerne i retning af japanske Hayao Miyazaki. Her er overraskende scenerier som byen, hvor huse er stablet oven på hinanden i høje, skæve tårne, og de mystiske Tågebanker, hvor en damper med et imponerende maskineri i sit indre sejler rundt. Samtidig giver "Fjerkongens rige" også associationer til en markant nordisk tradition med fantastiske fortællinger og besjælet natur som i for eksempel svensk-finske Tove Janssons "Mumitrold"-univers og Astrid Lindgrens historier.             

Også den europæiske folkeeventyrtradition ligger lige for. Filmens lille hovedperson Johan kan ses som kaninernes svar på brødrene Grimms "Eventyret om en, der drog ud, for at lære frygt at kende". Esben Toft Jacobsen og Jannik Tai Mosholt har trukket på hele kulturarvegodset af fabler og myter uden dog at have en enkelt foretrukken reference.

"Fra begyndelsen har vi talt om de græske myter, særlig fortællingen om Orfeus, der stiger ned i underverdenen for at hente sin elskede Eurydike op til livet igen," siger Esben Toft Jacobsen. "Men vi har frem for alt arbejdet ud fra vores egne fascinationspunkter. For eksempel er der rigtig meget vand i filmen, fordi jeg elsker at dykke. Jeg får mange ideer, mens jeg dykker og svømmer. Og jeg synes, at havet er spændende og mystisk. Man kan se ned i det, men ikke hele vejen ned. Der kan gemme sig alt muligt dernede."

En fabel med flere lag

"Fjerkongens rige" er en svensk-dansk koproduktion mellem Copenhagen Bombay i Danmark og deres svenske søsterselskab i Sverige. En del af holdet har siddet i København, andre i Stockholm og Göteborg.  

"Det har været et stort privilegium at kunne arbejde med de mange dygtige folk i både Sverige og Danmark. Begge steder er der en stor talentmasse," siger Esben Toft Jacobsen, der under produktionen har rejst en hel del mellem de tre byer.

Det er, som instruktøren udtrykker det, "det store, dyre apparat" der blev sat i sving for at skabe det udtryksfulde visuelle design i "Fjerkongens rige". For eksempel var der ansat en såkaldt groomer til udelukkende at få karakterernes pels og skæg til at se godt ud. "I 'Den kæmpestore bjørn' gik vi efter et lidt råt og upoleret look. Her i "Fjerkongens rige" lagde vi vægt på, at det skulle være rigtig lækkert at se på og med stor detaljerigdom," fortæller han.

"Et andet mantra for os har været, at filmen skulle være fantastisk uden at være farlig," tilføjer Jannik Tai Mosholt. "Vi har valgt, at karaktererne skulle være dyr, fordi en dyrefabel giver nogle særlige muligheder for at have forskellige niveauer i fortællingen. Umiddelbart er 'Fjerkongens rige' en historie om en lille kanin, der tager på en eventyrlig rejse til et fremmed land. Men samtidig rummer historien også en fortælling om at miste og savne – og om, hvordan man håndterer savn. Vi håber, at filmen vil tale til både børn og voksne, fordi der er flere lag i den."

Beyond-beyond

Komplementerer hinanden

Esben Toft Jacobsen og manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt har arbejdet sammen siden 2005. Som deres fælles afgangsfilm fra Den Danske Filmskole skabte de den underfulde "Drengen i kufferten", der vandt en Special Mention i Berlin. I 2011 lavede de deres første animation i spillefilmlængde, "Den kæmpestore bjørn", der blevet udtaget til Berlinalens børnefilmkonkurrence Generation Kplus.                 

De to har tydeligvis mødt en kreativ sjælsfrænde i hinanden. Den ene er et udpræget billedmenneske, den anden et udpræget ordmenneske – en kombination, der har givet den helt rette balance i deres samarbejde.      

"Esben arbejder meget intuitivt, ud fra nogle fascinationspunkter – som for eksempel havet i 'Fjerkongens rige' eller bjørnen i vores forrige film. Jeg kan så til gengæld bedre strukturere ideer i konkrete forløb. På den måde komplementerer vi hinanden," fortæller Jannik Tai Mosholt.

Det afspejles i deres arbejde på "Fjerkongens rige", hvor de som det første skrev 10 linjer om, hvilken slags historie de ville lave. Så brugte Esben Toft Jacobsen tre måneder på at tegne og male – karakterer, situationer, locations. Da han havde dækket alle væggene på sit kontor med tegninger, inviterede han Mosholt på besøg, så de sammen kunne sætte system i det.     

"Vi skrev med vilje ikke ret meget ned, inden jeg tegnede, for vi ville prøve at lade billederne bestemme," fortæller Esben Toft Jacobsen.

"Nogle gange kan vi være uenige eller blive irriterede på hinanden, men det er netop en del af det frugtbare ved forløbet. Vi tester ideer af på hinanden. Det har været en organisk og porøs proces. Man næres af hinandens entusiasme," siger Jannik Tai Mosholt.

"Jannik bestormer mig med ord, og jeg bestormer ham med billeder," supplerer Esben Toft Jacobsen. "Jannik kan være meget skeptisk, når jeg forklarer ham om en ide. Men når jeg så tegner den til ham, kan jeg bedre overtale ham." 

"Fjerkongens rige" er en svensk produktion – produceret af Petter Lindblad for CB Sverige, danske Copenhagen Bombays svenske søsterselskab. Sarita Christensen er koproducer og executive producer. Filmen er animeret i Copenhagen Bombays egne studier i Stockholm og København. Den har svensk premiere den 21. marts og dansk premiere 10. april.