Optagelserne er netop nu i gang på Fyn til en filmatisering af Marie Bregendahls gennembrudsroman ’En dødsnat’ fra 1914. Filmen får titlen ’Høst’ og er skrevet og instrueret af Tea Lindeburg, der blev færdig på filmskolen Super16 i 2006. Hun stod bag den danske Netflix-serie ’Equinox’ og har instrueret en række børne- og ungdomsserier for DR og TV 2. Med filmatiseringen af Bregendahls roman får Lindeburg sin debut som spillefilminstruktør.
’Høst’ følger 14-årige Lise, hendes faster og farmor og deres liv på en gård i slutningen af 1800-tallet. De tre generationer af kvinder kæmper en kamp med den kvinderolle, de har fået tildelt. Lise, der er den ældste af otte søskende, skal snart til at forlade gården for at gå i skole. Hun er brændende forelsket i en af gårdens karle, og hun er fuld af håb, ungdom og en lovende fremtid. Men da hendes mor går i fødsel, må hun tage ansvaret for sine mange søskende, og efterhånden som timerne går og den smertefulde fødsel tager til i styrke, må både Lise og hele familien indse, at intet bliver som før.
I hovedrollen som Lise ses Flora Ofelia Hofmann Lindahl, der tidligere har spillet hovedrollen i ’Landet af glas’. Stine Fischer Christensen spiller Lises faster, Lisbet Dahl hendes farmor, og Thure Lindhardt og Ida Cæcilie Rasmussen ses i rollen som henholdsvis Lises far og mor. Øvrige medvirkende tæller Kirsten Olesen, Albert Rudbeck Lindhardt, Cyron Melville, Emma Rosenzweig, Jesper Asholt og Hanne Hedelund.
’Høst’ er produceret af Motor ved Lise Orheim Stender og Jesper Morthorst. Filmens fotograf er Marcel Zyskind, Jesper Clausen er production designer, og Åsa Mossberg klipper filmen, der er støttet af Det Danske Filminstitut via Konsulentordningen, FilmFyn og DR. 'Høst' distribueres i Danmark af Scanbox Entertainment.
Dansk biografpremiere er sat til 21. oktober 2021.