"Testamentet" havde premiere på CPH:DOX i 2011, hvor den vandt Nordic:Dox Award og i 2012 vandt den en Bodil for bedste dokumentarfilm. Nu bliver "Testamentet" realiseret som teaterstykke. Det Røde Rum viser forestillingen i perioden 28.-30. november 2013.
Det var eventmester i Skuespilhuset Rikke Hedeager, der fik idéen at sætte "Testamentet" op som teaterstykke.
"Jeg leder altid efter vedkommende og rørende historier til scenen, og de kriterier opfylder filmen til fulde. Christian Sønderby Jepsen skildrer historien i "Testamentet" med så meget kærlighed og indlevelse. Han holder sig på den loyale side af personskildringen, og fortællingen rørte mig dybt," fortæller Rikke Hedeager.
Filmen skildrer Henrik, der har alvorlige problemer. Hans kæreste er skredet, hans stof-og alkoholmisbrug er ude af kontrol, og han er i dyb gæld. Da alt er allermest dystert, og hans problemer synes uovervindelige, bliver en dør til et nyt liv åbnet. Henriks velhavende bedstefar dør og efterlader ham en formue. Men løftet om penge gør, at en sand krig bryder ud i Henriks familie og mange års svigt og forræderi bliver afsløret.
Instruktør Christian Sønderby Jepsen drømte selv om at få "Testamentet" omsat til teater, men turde ikke håbe på det. Lige indtil den dag, hvor han blev ringet op af Rikke Hedeager.
"Det bliver for fedt at gense filmen som teater. Den fortæller en universel historie, som fungerer på mange planer blandt mange kunstarter," siger Christian Sønderby Jepsen. Han er selv i gang med optagelserne til en ny dokumentarfilm, "Naturens uorden", som også udspiller sig på Det Kongelige Teater.
Spilleperiode: 28.-30. november 2013 kl. 20
Sted: Det Røde Rum – Det Kongelige Teater
Køb: Billet - 80 kr.
Dokumentaren "Testamentet" er produceret af Julie E. Pedersen for Copenhagen Bombay med støtte fra Det Danske Filminstitut.