Toner med et twist

FILMSKOLEN 2011. Martin Dirkov har lavet lyd på "Noter fra kælderen"; en bittersød fortælling om en indespærret pige, der er inspireret af begivenheder i Østrig. Søren Høy har talt med den nyuddannede tonemester om lyd og musik i fortællinger.

"Det er enormt givende og berigende både at lave musik og lyddesign på en film. Ofte udtrykker musikken det positive, det opløftende – og lyddesignet det mørke og det farlige. Kombinationen giver masser af muligheder for mig, og det skaber en rød tråd i historien. Når det sker, bliver lyden og musikken en væsentlig medfortæller."

Martin Dirkov er netop færdiguddannet tonemester fra Den Danske Filmskole, men han er meget mere end ham der står i et sort hul om natten ude i skoven og venter med en boomstang i hænderne. Han er musiker, lyddesigner og historiefortæller.

Martin Dirkov

Født 1979

2007-2011: Filmskolen, Tonemester

2006: Udgav med bandet Doí pladen "SING THE BOY ELECTRIC"

2000-2005: Bosat i London, musik og lyd til diverse kunstfilm og –projekter.



5 væsentlige film ifølge Dirkov

Sange fra Anden Sal, Roy Andersson

Gummo, Harmony Korine

Import/Export, Ulrich Seidl

Battle in Heaven, Carlos Reygadas

Sideways, Alexander Payne

Billeder i musikken

Martin Dirkovs udgangspunkt er musikken. Han boede i London i fem år, hvor han komponerende og spillede i bandet Doí. Han lavede musik til kunstfilm og modeinstallationer, og fandt en metode og et sprog, som passede til det kunstneriske udtryk.

"Vi lavede popmusik i halvt tempo og skabte musikalske landskaber fuld af kontraster og modsætninger. Det langsomme overfor det hurtige tempomæssigt – det varme overfor det kolde følelsesmæssigt. De balancer er de samme, som jeg gerne vil arbejde med i film," fortæller han udbygger; "Det handlede om at lave musik til billeder og skabe billeder i musikken. Noget publikum kunne træde ind i og hvor kunstværket, udstillingen eller installationen og musikken komplimenterede hinanden."

Linjen til filmens verden er tydelig, og det samme er ambitionen om, at lyden og musikken skal fylde noget i filmproduktionen. De to auditive redskaber og fortælle-elementer skal indarbejdes på niveau med den øvrige grammatik fra det komplekse filmsprog.

"Det har været et mål for mig, at jeg fik et filmisk overskud. At jeg kunne tale med en instruktør om film og virkemidler – for dermed at kunne bidrage til fortællingen, og være med til at inkorporere et lydbillede, hvor der måske ikke er en tydelig grænse mellem lyd og musik, men at samspillet skaber følelser og genkendelsesfaktor på lige linje med historien".

Nøgen proces

For at opnå den fælles forståelse og det fælles sprog om musik og lyd gør Dirkov det, at han tidligt i sit arbejde inviterer instruktøren indenfor i lydhulen for at finde en fælles tone i arbejdet med musikken.

"Jeg tror, at man skal blotte sig kreativt og være meget åben i processen. Instruktøren må gerne høre musikskitser og se, hvor stor forskel små justeringer betyder. Til tider er der 50 elementer og instrumenter i spil på samme tid, og man kan ændre alt i en scene, ved bare at fjerne et enkelt af dem – og når det meste af arbejdet kommer fra fornemmelser og intuition, så er det ultra vigtigt, at man er enige om, hvilken retning, arbejdet skal gå. Det fungerer bedst når instruktøren visuelt kan se lydsporerne foran sig, og være med til at lytte til de enkelte spor for at vælge og især fravælge de toner, som de ikke bryder sig om".

Det personlige udtryk

Lige nu er Dirkov i gang med at komponere musik. Uden deadlines, uden hensyn til et stort filmhold. "Det er vigtigt for mig, at holde mig kreativt i gang, og lave mine egne ting, når jeg ikke er i produktion, så jeg holder fast i et personligt udtryk," siger han og betegner sin situation som både håndværker i et kollektiv og ensom kunstner som en perfekt kombination. "Det giver inspiration til både opgaverne som tonemester, komponist og lyddesigner. Jeg holder enormt meget af at arbejde sammen med andre, og i forhold til min uddannelse og mine interesser ser jeg primært mig selv som tonemester med et twist," slutter Martin Dirkov.