Toronto med solid dansk deltagelse

TORONTO. Tre danske film er udtaget til den canadiske filmfestival, hvor Martin Zandvliets "Under sandet" åbner ny konkurrencesektion.

Dansk film er fornemt præsenteret i Nordamerika i denne uge, hvor Martin Zandvliets "Under sandet" torsdag den 10. september åbner Toronto Filmfestivalens nye internationale konkurrenceprogram, Platform. Rúnar Rúnarssons "Sparrows" får også verdenspremiere på festivalen og Anders Thomas Jensens "Mænd og høns" nordamerikansk premiere. Danske kræfter har sat sit præg på yderligere fire film, der er dansk koproduceret, blandt andet den israelsk-danske spillefilm "Mountain".

"Under sandet" har hædersplads

Det nye internationale konkurrenceprogram Platform er Torontos nye store satsning, der skal bringe festivalen op i liga med filmfestivalerne i Cannes, Berlin og Venedig, og valget af den danske film som åbningsfilm i sektionen er en stor cadeau til Zandvliet. Hollywood Reporters chefanmelder Todd McCarthy har i det seneste nummer af filmbranchebladet sat "Under Sandet" på sin liste over fem film "han ikke kan vente med at se".  Der er verdenspremiere torsdag kl. 17:00.

Læs Wendy Mitchells interview med Zandvliet
 

Rúnar Rúnarssons "Sparrows" er i hovedkonkurrence i San Sebastian få dage efter visningen i Toronto, ligesom Anders Thomas Jensens "Mænd og høns" er på vej til hovedkonkurrencen på Austin Fantastic Fest.

Læs Wendy Mitchells interview med Rúnarsson
Læs Todd Browns samtale med Anders Thomas Jensen

Koproduktioner

Yaelle Kayams israelsk-danske spillefilm "Mountain", der er koproduceret af Riina Spørring Zachariassen for Windelov/Lassen Productions med støtte fra Det Danske Filminstitut, får nordamerikansk premiere i Toronto. Den deltager i disse dage også i Orizzonti-konkurrencen i Venedig.

Læs Freja Dams samtale med Riina Spørring Zachariassen
TIFF om "Mountain"

Også Joachim Triers norsk-danske "Louder than Bombs", der var i hovedkonkurrence i Cannes, får nordamerikansk premiere på festivalen. Den er koproduceret af Mikkel Jersin for Nimbus Film.

TIFF om "Louder than Bombs"

Fridrik Thor Fridriksson og Bergur Bernburgs islandsk-danske dokumentarfilm "Horizon" om den internationalt anerkendte islandske maler Georg Gudni får verdenspremiere i festivalens Docs Section. Den er dansk koproduceret af Bill Rathje for ReseachGruppen.

TIFF om "Horizon"

Den CPH:LAB-koproducerede film "7 Sheep" af polske Wiktoria Szymanska får verdenspremiere i festivalens kortfilmsektion Short Cuts.

TIFF om "7 Sheep"

Også Tom Hoopers engelske spillefilm "The Danish Girl" får nordamerikansk premiere, efter den har deltaget i Venedigs hovedkonkurrence. Filmen er støttet af Copenhagen Film Fund.

Eva Jacobsen, der blandt andet producerede de to første film om Antboy, er udvalgt til at være en af 24 internationalt arbejdende producere i Producers Lab Toronto 2015, der blandt andet arrangeres af European Film Promotion.

Producers Lab Toronto

Toronto International Film Festival (10.-20. september)