Efter en karriere i udlandet vender den selvstændige entreprenør, Lars Halbo sammen med sin familie tilbage til Danmark og overtager familiefirmaet Halbo El & VVS. Da han underbyder nogle større entreprenørvirksomheder i en række kommunale udbudsrunder og nægter at indgå i deres ulovlige prisaftaler, kommer både han, firmaet og hans familie hurtigt under et mafialignende pres fra de store selskaber.
Charlotte Sachs Bostrup har instrueret og sammen med Henrik Kristensen skrevet manuskript til "Kartellet", som er baseret på virkelige hændelser fra den danske byggebranche. Pr. 1. marts i år vedtog Folketinget en ændring af konkurrenceloven, så firmaer ikke kun risikerer bøder, men også fængselsstraf op til seks år i kartelsager. "Kartellet" er blevet til gennem Henrik Kristensens research og interviews med ofre, journalister og politi.
På rollelisten er Anders W. Berthelsen, Lene Maria Christensen, Lars Brygmann og Flemming Enevold.
Filmen er produceret af Thomas Heinesen for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen kan ses i de danske biografer fra 27. februar.